Sofie sad i regionaltoget mod Odense, da Fru Møllers nummer blinkede på skærmen. Den ældre dame boede i sommerhuset ved siden af deres i Ebeltoft og var en fast bestanddel af landskabet – hækkesaks, stråhat og evig pebernøddekage.
"Sofie, skat, du må endelig ikke blive forskrækket," lød det indædt i røret. "Men Jakob er ved at tømme huset. Han har en ung kvinde med – lyserødt hår, negle som kløer, meget korte bukser. De bærer sofaen ud."
Toget gled gennem regntunge marker. Sofie pressede telefonen hårdere mod øret.
"Undskyld, Fru Møller – vores sofa? Den gule fløjlssofa?"
"Ja, den gule. Og espressomaskinen. Og dit store billede med vandfarverne i guldramme. Jeg står her bag rhododendronen og filmer det hele. De er i gang med at vikle et tæppe om spisebordet."
"Fru Møller, er De sikker? Jakob sagde, han skulle male terrassen i weekenden, mens jeg var væk."
"Male terrassen, jo tak. Han malede pigen på terrassen for en halv time siden. Kys og fagter. Kom nu, Sofie, du må hellere få fat i politiet."
Sofie afbrød opkaldet. Puls. I tre år havde hun troet, at hun og Jakob byggede noget sammen. Sommerhuset havde hun arvet efter sin mormor, en faldefærdig perle ned til bugten, som de havde brugt hver eneste ferie på at sætte i stand. Hun havde taget toget til Fyn for at besøge sin far på sygehuset. En enkelt overnatning. Jakob havde vinket fra perronen i Aarhus og sagt, at han savnede hende allerede.
Hun rejste sig brat og gik ned til togpersonalets område.
"Undskyld, kører vi direkte til Odense, eller standser vi ved næste station?"
"Første stop er Fredericia om syv minutter."
"Helt fint. Ved De, om man kan finde en taxa der på stationen?"
"Normalt. Skal jeg ringe efter en?"
"Ja tak."
Hun gav manden et kontant beløb og satte sig på kanten af sædet resten af vejen. Hendes telefon summede igen. En videobesked fra Fru Møller. På skærmen så hun Jakob, hendes Jakob, komme vaklende ud ad havedøren med deres PH-lampe i favnen. Bag ham trippede en kvinde med flagrende neon-pink pagehår og piercing i næsen. Hun holdt om Sofies smykkeskrin af rosentræ – det, mormor havde fået af sin mand i 1924, med en gammel, håndindgraveret sølvbroche indeni, som ingen måtte røre ved.
Taxaen holdt ved stationen i Fredericia. En mand i en grå Toyota så overrasket ud, da hun rev døren op.
"Ebeltoft. Jeg betaler, hvad du siger. Men vi skal være der indenfor halvanden time."
Chaufføren, en midaldrende mand fra Serbien, tog en vurdering af hendes ansigt i bakspejlet. Så nikkede han og trykkede speederen i bund.
"Sidder du godt?"
"Fuldkommen."
Regnen drev mod ruden, mens landskabet vekslede fra motorvej til landevej til kyststrækning. Hvad var det, Jakob altid havde sagt? "Vi er et team, Sofie. Vi to mod resten." Hendes knogler blev hvide om kanten af sædet.
De nåede Ebeltoft lige efter skumringen. Da taxaen svingede ind ad grusvejen til sommerhuset, så hun Jakobs hvide Opel parkeret halvt ude på plænen. Bagagerummet stod åbent. Indeni lå bunker af deres ting – pærerne fra PH-lampen stak op i en papkasse, og ved siden af balancerede en stor fladskærm med en skærmrevne forneden. En benzindrevet hækkeklipper var kylet ovenpå deres dyne.
Jakob trådte ud på trappen. Han bar på hendes arbejdscomputer. Den, hun havde ladet ligge på spisebordet med åbne revisionsfiler. Den unge kvinde kom lige i hælene, nu iført en hvid ekstra vid sweater, som Sofie genkendte. Det var hendes egen cashmere-frakke.
"Jakob!" Sofie trådte ud af bilen, uden paraply, og gik direkte mod lågen. Hendes sko sank ned i mudderet.
Jakob frøs. Hans ansigt fór gennem et register af udtryk – chok, irritation, panik, og endelig noget, der lignede trods. Han satte computeren fra sig på trappetrinet.
"Sofie. Du skulle jo være i Odense."
"Du skulle jo male terrassen."
Kvinden bag ham standsede op og kiggede fra Sofie til Jakob med sammenknebne øjne.
"Hov, sagde du ikke, hun var flyttet ud i sidste uge?" spurgte hun. Hendes stemme var lys og nasal. "Du sagde, det var derfor, vi kunne tage møblerne, skat."
Sofie stirrede på Jakob. Han åbnede munden. "Mie, det her er altså ikke… Sofie er min kone. Bare så du ved det. Jeg troede, det her ville være nemmere for alle, hvis jeg pakkede de praktiske ting først."
Mie satte smykkeskrinet demonstrativt fra sig i gruset. "Din kone? Du sagde, papirerne var underskrevet."
"De var næsten underskrevet."
"Tog du min computer med, fordi du manglede 'praktiske ting'?" Sofie tog et skridt frem. Regnen drev ned ad hendes pande. "Hør her, Mie. Du har lige slæbt min oldemors broche ud til en bil. Det er en smule mere end halvdelen af gavebordet."
Mie foldede armene over Sofies sweater og så på Jakob. "Sig til hende, at vi tager det, vi skal have."
Jakob rakte en finger i vejret. "Vi skal jo alle sammen trække vejret," begyndte han.
"Du trækker vejret efter du har forklaret, hvorfor du tømmer mit hus, mens din kæreste beskylder mig for at være din eks."
"Det er også mit hus," sagde Jakob. "Jeg har klippet hæk og malet vinduer. Jeg har betalt nye fliser til køkkenet."
"Fliserne, ja. 1.400 kroner hos Harald Nyborg. Har du regnskaber på din telefon? Jeg har dem på min computer, og lige nu står den i mudderet. Resten af huset stod der, da du kom. Det gjorde badeværelsesmøblet og øko-elkedlen faktisk også."
"Hør nu her," sagde Jakob og sænkede stemmen, som om han forhandlede med en urimelig klient. "Jeg tager blot, hvad der efter en venskabelig ordning må betragtes som mit. Du får resten."
Sofie lo. Et kort, vådt grin. "Resten? Du har taget min mormors broche og min computer. Det eneste 'venskabelige' her er, at jeg endnu ikke har ringet 112."
Mie greb Jakobs arm. "Hun truer os. Jeg troede, det her handlede om frihed og fremtid. Ikke om en sur kone i en mudderpøl."
"Du skal ikke kalde mig sur, Mie. Du skal kalde mig dit vidne i retten."
Jakob gik i stå. Sofie trådte tættere på bilen og begyndte at fotografere nummerpladen og de åbne bagagekasser, tydeligt i regnen. Hun fik et klart billede af fladskærmen, af elkedlen, af den dyne, de havde købt i vinterferien på Læsø.
"Nu ringer du efter en flyttebil, hvis du vil gøre det her ordentligt," sagde hun. "Altså, hvis du har penge til en. Og så henter vi tingene tilbage med hjælp fra en foged og en politirapport. Jeg tænker, det tager en uge. Måske to."
Jakob rykkede nøglerne i hånden. "Politiet gør intet. Vi er gift."
"Netop. Det gør tyveri til underslæb og bedrageri. Og da Mie her ikke er din kone, er det også heleri." Hun smilede stramt. "Plus, jeg har Fru Møllers video af jer. Hun stod bag rhododendronen. Den fylder ret godt."
Mie så på Jakob. Hun var begyndt at se mindre trodsig ud. "Er det rigtigt? Har nogen filmet os?"
"Ja. En dame på 77, der hader utroskab, larm og dårlig smag i hårfarve."
Der blev et langt øjeblik, mens regnen slog mod taget af bilen. Så åbnede Jakob bagagerummet helt og begyndte at hive tingene ud. Ikke pænt – han nærmest smed dem ind på græsplænen. Elkedlen landede ved siden af fuglebadet. Sofies computer blev sat tilbage på trappen med en hård lyd.
Mie sagde intet. Hun gik bare rundt om bilen, satte sig ind på passagersædet og smækkede døren.
Jakob pegede mod Sofie. Hans hånd rystede. "Jeg henter resten en dag, når du er mere rimelig."
"Du henter intet," sagde Sofie. "Men du kan hente en kopi af skilsmissepapirerne på mit kontor i næste uge."
Han satte sig ind i bilen. Opel'en startede. Baglygterne forsvandt ned ad grusvejen mellem sivene og forstadsbirkene. Sofie stod tilbage med regnen og de våde møbler på plænen.
###
Hun ringede til sin advokat allerede i bilen næste formiddag. Ikke en vennetjeneste – en kollega, en kontant kvinde ved navn Rikke, der elskede kedelige detaljer lige så meget som Sofie.
"Han stjal brochen, men satte den fra sig igen. Tyveriet er registreret på video, men det er forsøg, sagde du? Okay," lød Rikkes stemme gennem bilens bluetooth. "Har du billeder af alt, hvad han nåede at læsse i bilen?"
"Ja. Og en dame, der så det hele. Fru Møller. Hun har gemt optagelser og en lap med tidsangivelser."
"Godt. Så lægger vi sag an for ægteskabsbedrageri, tyveriforsøg og uberettiget brug af løsøre. Hvad med hans firma?"
"Han har et hobbyfirma. 'Kreative Oplevelser', bureau for teambuilding. Det har tabt penge i to år."
"Endnu bedre. Vi laver et civilt søgsmål for at få dokumentation for hans privatforbrug. Hvis han har brugt husholdningsmidler på lyserøde veninder, og det er sket fra jeres fælles konto, så er det et klart brud. Vi kan kræve dine egne midler refunderet fuldt ud."
"Jeg har gemt kontoudtog."
"Selvfølgelig har du det, Sofie. Du er revisor."
Retssagen tog fem måneder. Jakob prøvede først at bilægge den med en sms, der lød: "Kan vi ikke tale om det her som voksne over en kop kaffe?" Sofie svarede med et aftalt møde i retslokalet i Aarhus.
Mie mødte aldrig op. Rygterne sagde, hun havde slået op med Jakob, så snart hun fandt ud af, at han skyldte penge i en leasingaftale. Han kom alene. Mørkt jakkesæt, grå hud, en plamage af kaffe på kraven. Da han så Sofie i det skarpe lys fra retssalen, med stiftskitser og daterede betalingskvitteringer spredt ud foran sig, blev han bleg.
Sofie vandt. Ikke kun retssagen, men hele beløbet. Bilen, som var registreret i hendes navn, blev solgt med overskud – hun fik sin andel og brugte den til at indfri restgælden på sommerhuset. Møblerne blev returneret af en foged, og Jakob måtte betale erstatning for den ødelagte skærm. Småbeløb, men hver en krone var en hilsen.
Nu er det en torsdag i maj. Solen står varmt over græsplænen, og Fru Møller er på besøg med te og hindbærsnitter. Sofie sidder i den gule fløjlssofa – renset, støvsuget, pletfri. Lampen fra PH lyser blødt i hjørnet. Sølvbrochen sidder fastgjort til kraven på hendes strikbluse.
"Han kom forbi i sidste uge," siger Fru Møller og nipper til sin te. "Kørte langsomt forbi lågen. Standsede helt. Men han steg ikke ud."
Sofie ser op mod himlen. Flagermusene er begyndt at flagre over bugten.
"Det er i orden," siger hun. "Han havde vist ikke nogen invitation."
De sidder lidt i stilhed. Så rejser Fru Møller sig, børster krummer af skødet og går hjemover. Sofie bliver siddende, med brochen let hvilende mod brystet, mens sommerhuset summer af det stille liv, hun nu ejer helt alene.
