Jeg hedder Mads Vestergaard. Jeg er møbelsnedker i Aarhus, og jeg skylder banken 180.000 kroner. Den morgen sad jeg i Botanisk Have med en kold kaffe og en pose kanelsnegle, som jeg ikke kunne spise. Det havde regnet om natten. Bænkene var blanke, så jeg havde lagt en gammel avis under mig. Mågerne skændtes om en halv fisk ved skraldespanden, og en dame i gul regnjakke fodrede ænder med tørt brød.
Så stod de der. Tre piger, ens, i beige frakker og med stramme fletninger. De lignede noget fra et reklamebureau. Den midterste pegede på min arm, hvor det ødelagte kompas sidder. Tatoveringen er gammel, lavet med en nål i en lejlighed i København for otte år siden.
— Vores mor har den samme, sagde hun.
Jeg troede ikke på det.
— Hvad?
— Kompasset. Men hendes sidder på skulderen.
Jeg glemte at synke kaffen. Jeg holdt koppen så hårdt, at låget poppede af og trillede ned under bænken.
En kvinde i grå uniform kom løbende. Barnepige. Hun greb fat i de tre piger.
— De må ikke tale med fremmede, sagde hun.
— Vent, sagde jeg og rejste mig. — Hvad hedder deres mor?
Hun stod et sekund med åben mund.
— Fru Damgaard bliver vred, mumlede hun.
Cecilie Damgaard. Alle i Aarhus kendte navnet. Hun ejede Damgaard Logistik, havde kontor i Lighthouse på Aarhus Ø og var i Jyllands-Posten, hver gang hun åbnede en ny terminal. Hun havde intet med mig at gøre. Troede jeg.
Den midterste vendte sig om, før hun satte sig ind i den sorte SUV. Hendes øjne var grå. Dem havde jeg set før.
Resten af dagen kunne jeg ikke arbejde. Jeg stod i værkstedet i Skovgade og slibede en bordplade i eg, men jeg så ikke træet. Jeg så kun tre piger og et kompas.
Hjemme åbnede jeg computeren. Min søn, Villads, sov i værelset ved siden af med sin dinosaur i armene. Jeg søgte på Cecilie Damgaard. Billederne kom op med det samme. Cecilie til gallafester. Cecilie foran firmabiler. Cecilie med tre ens piger. Ingen far. Ingen mand. På et billede fra en velgørenhedsmiddag bar hun en kjole med bar skulder, og der sad kompasset. Det samme. Lavet af den samme nål i den samme nat.
Jeg lukkede computeren. Regnestykket passede. Pigerne var syv år. Mødet i København var for otte år siden. Hun var forsvundet næste morgen uden at sige farvel. Jeg havde aldrig fundet hende igen, fordi jeg kun kendte hende som Cecilie fra baren.
Næste morgen tog jeg min eneste rene skjorte på og cyklede ned til Lighthouse. Jeg havde savsmuld under neglene, selvom jeg havde vasket mig tre gange. Receptionsdamen spurgte, om jeg havde en aftale. Jeg sagde nej. Jeg skrev fire ord på en lap: «Manden med det ødelagte kompas». Ti minutter senere stod jeg i glassetagen.
Cecilie ventede ved vinduet. Hvidt jakkesæt, håret sat op. Hun smilede ikke. Det første, hun sagde, var:
— Jeg håber ikke, du tror, du kan få en underskrift.
— Jeg er ikke her for penge, sagde jeg. — Tre piger stoppede mig i Botanisk Have. De sagde, deres mor har samme kompas som mig.
Hun blev bleg.
— Ja, sagde hun. — De er dine.
Jeg måtte sætte mig. Stolen var af læder og kostede sikkert mere end mit værksted. Jeg havde tre døtre, som jeg ikke havde set i syv år. Tre børn, der var vokset op uden far, mens jeg kørte rundt i en gammel Citroën og troede, at fortiden var fortid.
— Hvorfor? spurgte jeg.
— Jeg kendte ikke dit efternavn. Jeg havde ikke dit nummer.
— Du kunne have fundet mig.
— Jeg skulle beskytte dem. Verden her er fuld af rygter og skandaler. En graviditet med trillinger uden en mand? Det ville have ødelagt alt.
— Og hvad med mig? Hvad med mine år?
Hun så væk. Der var noget blødt i hendes stemme, da hun svarede.
— Jeg troede, jeg gjorde det rigtige. Hvert år blev det sværere at sige sandheden.
Jeg bad om kun én ting: at se dem. Ikke gennem advokater, ikke i retten, ikke i pressen. Bare se dem. Hun sagde nej to gange. Men jeg blev ved, helt roligt, indtil hun sagde:
— I morgen klokken tolv. Hjemme hos mig i Risskov. Uden journalister. Uden scener.
— Jeg laver ikke scener, Cecilie. Jeg dukkede bare op i en historie, som du havde klippet mig ud af.
Næste dag cyklede jeg ud til Risskov. Huset var stort, hvidt, med glas ned til vandet. Pigerne genkendte mig med det samme.
— Du er manden med kompasset, sagde den yngste, som jeg senere lærte hed Frida.
De spurgte, hvorfor kompasset var revnet. Jeg sagde, at jeg havde fået det lavet en nat, hvor jeg ikke vidste, hvor jeg skulle hen. Astrid, den ældste, sagde, at det måske var derfor, kompasset var i stykker.
— Måske, sagde jeg. — Men et ødelagt kompas kan stadig vise dig hjem.
Agnes, den stille, stod bare og så på mig. Så rakte hun mig en ødelagt dukkevogn.
— Kan du reparere den?
Jeg lo, og de tre piger lo med.
— Jeg kan reparere næsten alt af træ.
Så sad jeg på gulvet i deres værelse og skiftede et hjul, mens de tre piger så på. Det var den bedste time i syv år.
Da jeg gik, fulgte Cecilie mig til døren.
— Jeg giver dig lov at se dem en gang om måneden, sagde hun.
Jeg stoppede op.
— Det er ikke nok.
— Hvad?
— Jeg vil have det på papir. Jeg vil have ret til at være deres far. Ikke bare en gæst, du kan smide ud, når det passer dig.
Hun så på mig med noget hårdt i ansigtet.
— Du kan ikke tvinge mig.
— Jo, sagde jeg. — Det kan jeg. Og det fortjener de.
Så gik jeg hjem og ringede til Familieretshuset. Jeg udfyldte ansøgningen, betalte gebyret på 1.750 kroner og afleverede den personligt. Jeg sagde ikke noget til Cecilie. Jeg ventede bare på datoen.
Tre uger senere kom brevet. Jeg var registreret som far. Jeg havde ret til samvær. Ikke en gang om måneden. Hver anden weekend.
Jeg tog brevet med hjem. Villads spurgte, hvorfor jeg smilte. Jeg sagde, at jeg havde fundet noget, jeg ikke vidste, jeg havde mistet.
Om fredagen mødte jeg op i Risskov med en mappe under armen. Cecilie åbnede døren. Hun så mappen, og hendes ansigt stivnede.
— Hvad er det?
— Det er dokumentationen, sagde jeg. — Fra Familieretshuset. Jeg er ikke længere en gæst, Cecilie. Jeg er deres far.
Hun tog mappen og bladrede. Jeg så hendes hals rødme.
— Du har ikke ret…
— Jo. Jeg har. Og nu skal du fortælle pigerne sandheden. Ellers gør jeg det.
Hun åbnede munden for at sige noget, men bag hende kom Frida løbende.
— Far! råbte hun. — Skal vi ud og se på dukkevognen? Jeg har malet den.
Jeg smilede til hende. Cecilie knugede mappen. Hun sagde ikke et ord. Men hun gik ind og kaldte på de andre to. Da de kom, sagde hun, at vi skulle tale sammen alle sammen.
Vi sad i stuen, og Cecilie sagde det med sin egen mund. Hun sagde, at jeg var deres far, og at hun havde holdt det skjult. Hun græd ikke. Hun knugede mappen som om den kunne falde fra hinanden.
Bagefter gik jeg ud i haven med pigerne. De viste mig deres gynger. Jeg lovede at bygge et dukkehus i træ til dem.
Da jeg kørte hjem på cykel, sad Villads bagpå og holdt om mit liv. Hans hjelm duftede af salt og regn. Vi passerede Botanisk Have, og han pegede på mågerne.
— Far, hvorfor griner du?
Jeg kunne ikke svare. Men jeg kiggede på kompasset på min arm. Revnen i glasset var der stadig. Men nålen pegede endelig mod noget.
