— Tag den, — sagde Sofie lavt. — Og denne gang skal du ikke gøre mig til din undskyldning.
Mikkel stod med telefonen i hånden. På skærmen stod der Mor. Sofie så, hvordan hans skuldre sank en lille smule. Det var altid sådan. Han kunne være bestemt over for alle andre, men når Inger Madsen ringede, blev han til en søn, der ventede på tilladelse til at trække vejret.
Han tog den.
— Hej, mor.
Ingers stemme var skarp.
— Er I kørt? Jeg har lavet mad. Line kommer også. Og husk Føtex og apoteket.
Mikkel så på Sofie.
— Mor, jeg kommer alene.
— Alene? Hvorfor det?
— Sofie tager ikke med.
— Hvad fejler hun nu?
Han tav et øjeblik. Sofie kunne næsten høre løgnen forme sig i hans hoved. Hovedpine. Arbejde. Noget praktisk.
— Hun fejler ikke noget, — sagde han. — Hun vil ikke.
— Giv mig hende.
Sofie tog telefonen.
— Hej Inger. Jeg tager ikke med, fordi jeg ikke længere vil sidde ved et bord, hvor jeg bliver gjort mindre. Jeg vil ikke efterlades i køkkenet med opvasken og bagefter høre, at du var hurtigere i min alder.
— Det var dog en uforskammet måde at tale på.
— Nej. Det er bare første gang, jeg ikke pakker det ind.
Inger krævede Mikkel tilbage.
— Hvis du kommer uden hende, ved jeg da, hvem der bestemmer hjemme hos jer, — sagde hun.
Mikkel trak vejret dybt.
— Mor, jeg kommer alene. Og vi taler ikke om Sofie på den måde.
Inger lagde på.
Mikkel stirrede på telefonen.
— Nu bliver hun rasende.
— Det var hun også før, — sagde Sofie. — Dengang betalte jeg bare prisen.
Han kørte alene ud mod huset uden for Randers. Han købte ind i Føtex, hentede medicin på apoteket, flyttede brænde, ryddede skuret og så på vandhanen.
Sofie blev i Aarhus. Først følte hun sig næsten skyldig. Så lavede hun te, gik en tur og opdagede, at hun ikke skulle forberede sig på at blive vurderet.
Mikkel kom hjem efter mørkets frembrud.
Han satte sig tungt ved køkkenbordet.
— Mor sagde, at du splitter familien. Line sagde, at mænd i dag ikke må bestemme noget. Mor sagde også, at hvis jeg var en rigtig mand, så havde du siddet i bilen.
— Og hvad sagde du?
— Først ingenting.
Sofie nikkede.
— Det lyder bekendt.
— Så sagde hun, at jeg skulle have sat dig på plads for længe siden.
Sofie blev helt stille.
— Og?
— Jeg sagde, at du ikke er noget, man sætter på plads. Jeg sagde, at hvis hun ikke kan tale ordentligt om dig, så kommer jeg heller ikke.
Sofie så længe på ham.
— Du sagde det?
— Ja.
— Og nu forventer du, at alt er godt?
— Nej. Jeg forventer ingenting. Jeg håber bare, jeg ikke er for sent ude.
Hun svarede ikke med det samme. Men hun blev siddende.
Det var begyndelsen.
Ugen efter stod Inger pludselig i opgangen. Hun havde ikke ringet. Hun ringede på døren med den samme selvfølgelighed som altid.
Sofie åbnede.
— Du har ikke aftalt at komme.
— Jeg besøger min søn.
Mikkel kom ud fra stuen.
— Mor, du skal ringe først.
Inger stirrede på ham.
— Hvad siger du?
— At vi aftaler besøg. Også med dig.
— Hun har ændret dig.
Mikkel stillede sig ved siden af Sofie.
— Nej. Jeg prøver bare at blive voksen.
Inger gik igen, vred og fornærmet.
I flere uger kom der beskeder. Nogle fra Inger, nogle fra Line. Sofie blev kaldt hård, kold, moderne på den forkerte måde. Før ville hun have forsvaret sig. Nu lod hun Mikkel svare.
Og han svarede.
— I må gerne være uenige. I må ikke tale grimt om Sofie.
Første gang de besøgte Inger igen, tog de deres egen bil og lavede en aftale på forhånd: Hvis Inger begyndte, kørte de.
Hun holdt sig i fyrre minutter.
Så sagde hun:
— Nogle kvinder er meget følsomme i dag.
Mikkel lagde gaflen.
— Mor, det var én.
— Hvad?
— Én bemærkning. Næste gang kører vi.
Sofie så på ham. Ikke fordi sætningen var stor. Men fordi den kom med det samme. Ikke i bilen bagefter. Ikke hjemme. Ikke tre dage senere.
Lige dér.
Det ændrede noget.
Ikke alt. Men noget ægte.
For et ægteskab går ikke altid i stykker, fordi svigermoren er svær.
Nogle gange går det i stykker, fordi manden lader sin kone stå alene mellem sig og sin mor.
Og nogle gange begynder det først at hele, når han endelig stiller sig ved siden af hende.