Alma løb først hen til den gamle kvinde.
— Hej. Jeg hedder Alma. Jeg så dig i går. Er du ensom?
Katrine skyndte sig efter hende.
— Undskyld, hun mener det godt…
Men fru Ingrid hørte næsten ikke ordene. Hun stirrede på Mads, som om han kom fra et minde, hun havde ventet på alt for længe.
— Nej… — hviskede hun. — Det kan ikke passe.
Mads stoppede.
— Hvad mener du?
Hun rakte ham fotografiet.
På billedet stod en ung mand foran et gammelt hus. Mads så på ansigtet og mærkede, hvordan alt i ham blev stille. Manden lignede ham. Ikke bare lidt. Næsten uhyggeligt.
— Hvem er det?
— Min søn, Søren, sagde fru Ingrid. — Han rejste til Odense. Vi skiltes i vrede. Han ville have mig med til byen, men jeg ville ikke forlade huset. Siden skrev han, at han havde fået en dreng. Mads. Så kom der aldrig flere breve.
Katrine så på sin mand.
Mads’ far hed Søren. Han var død for flere år siden. Han havde altid sagt, at hans mor var død, før Mads blev født.
— Søren var min far, sagde Mads stille.
Fru Ingrid satte sig tungt på bænken.
— Så fik jeg lov at se dig alligevel.
Inde i huset viste hun dem brevene. Der var et lille billede af Mads som baby. På bagsiden stod der: “Mor, en dag kommer jeg med ham.”
Mads holdt billedet længe.
— Hvorfor fortalte han mig aldrig om dig?
Fru Ingrid så ned på sine hænder.
— Måske var stoltheden lettere at bære end skammen.
Alma satte sig ved siden af hende.
— Men nu har vi fundet dig.
Og det havde de.
De begyndte at komme igen. Først for at hjælpe med praktiske ting. Mads ordnede hegnet, Katrine købte medicin, Alma tegnede billeder. Snart blev besøgene ikke længere pligt, men søndag.
Da vinteren nærmede sig, sagde Katrine:
— Hun kan ikke sidde her alene.
Mads kørte ud til fru Ingrid og satte sig ved køkkenbordet.
— Kom med hjem til os. Bare vinteren over.
— Jeg er gammel, Mads. Jeg fylder.
— Du mangler, rettede han. — Du fylder ikke. Du mangler.
Hun græd, da hun pakkede.
I lejligheden i Odense følte hun sig først fremmed. Hun sad på kanten af stolen og sagde tak for selv det mindste.
Alma lagde sin yndlingspude i gæsteværelset.
— Nu er det dit værelse.
Langsomt blev fru Ingrid en del af familien. Hun bagte, fortalte historier og lærte Alma gamle sange. Mads lærte sin far at kende på ny gennem hendes ord: en stædig ung mand, varm og vanskelig, en mand der ikke fandt vejen tilbage.
— Jeg er vred på ham, indrømmede Mads.
— Det var jeg også, sagde Ingrid. — Men vrede er et dårligt tæppe. Det varmer ikke ret længe.
Hun boede hos dem hver vinter og i landsbyen om sommeren, så længe hun kunne. Da hun døde, beholdt Mads huset. Han malede det, men lod bænken stå.
En dag satte Alma sig på den og sagde:
— Tænk, hvis vi bare var kørt videre.
Mads satte sig ved siden af hende.
— Så havde jeg aldrig fundet min farmor.
— Jeg vidste, hun ventede.
Han smilede.
— Ja. Du så det, før vi andre turde.
Og Mads lærte, at et barns medfølelse ikke er naivitet.
Nogle gange er det den korteste vej tilbage til sandheden.