— Min mor har ret, så du siger undskyld til hende! — sagde Martin hårdt.
Katrine svarede ikke. Hun stod ved vasken og vaskede et krus langsomt, som om det krævede al hendes koncentration ikke at tabe det.
Hanne var kommet uanmeldt. “Jeg var lige i nærheden,” sagde hun, selv om Katrine vidste, at Hanne aldrig var i nærheden uden et formål. Hun havde dild, småkager og et boligmagasin med.
Hun kritiserede køkkenet, gardinerne og Katrines bøger.
— Du læser stadig så meget. Det kan man jo se på hjemmet.
Martin sagde ingenting.
Ved kaffen slog Hanne magasinet op og forklarede, hvilke køkkener de burde vælge, og hvilke gardiner der ville være “mere passende”. Katrine sagde til sidst:
— Hanne, jeg ved godt, du mener det godt. Men vores hjem vælger Martin og jeg selv.
Hanne vendte sig mod sin søn.
— Martin, hørte du det?
Efter hun var gået, kom Martins vrede. Hans mor prøvede bare at hjælpe. Katrine havde været respektløs. Katrine skulle sige undskyld.
Hun sagde ikke mere. Hun gik ind i soveværelset og tog kufferten frem.
Tøj, papirer, oplader, toilettaske, computer, tre bøger.
Hun bookede flyttefolk til klokken ni næste morgen.
Da Martin så kufferten, sukkede han.
— Helt ærligt. Er du i gang med en scene?
— Gå i seng.
Om morgenen kom beskeden.
“Er du Martin Sørensens kone? Jeg er nødt til at tale med dig. Det er vigtigt. Jeg hedder Diana.”
De mødtes på en café ved åen. Diana sad allerede ved vinduet. Hun så træt ud på den måde, man gør, når man har sagt til sig selv for mange gange, at man nok misforstod noget.
— Jeg vidste ikke, at han var gift, — sagde hun. — Ikke i to år.
— Og nu?
— Nu ved jeg det. Jeg fandt ud af det efter vores søn blev født. Han er halvandet.
Katrine mærkede ikke chok som en eksplosion. Mere som et klik. Noget låste op.
— Hvad hedder han?
— Emil.
— Hvorfor skriver du til mig nu?
Diana så ned på sine hænder.
— Fordi Martin i går sagde, at hans mor endelig havde accepteret mig. Og at efter jeres skænderi ville du flytte frivilligt, så han kunne sige, at det var dig, der ødelagde ægteskabet.
Katrine så på hende.
— Hanne ved det?
— Ja. Hun sagde, at Martin havde brug for ro. At du var for hård. At jeg og Emil kunne give ham en rigtig familie.
Katrine kunne næsten have grinet, hvis det ikke havde været så grimt.
— En rigtig familie bygget på en løgn.
Diana nikkede langsomt.
— Jeg vil ikke være en del af det. Derfor skrev jeg.
Katrine rejste sig.
— Så kom med mig.
— Hjem til jer?
— Ja. Jeg vil se Martin forklare det hele uden at kunne vælge, hvem han lyver til.
Da de kom til Frederiksbjerg, stod Hannes sko allerede i entréen. Katrine åbnede døren og trådte ind.
Hanne stod i køkkenet og tørrede bordet af. Martin kom ud fra stuen og frøs, da han så Diana.
— Hvad laver du her?
Katrine lukkede døren bag sig.
— Jeg tror, vi alle sammen har det samme spørgsmål.
Hanne rettede ryggen.
— Katrine, nu må du ikke lave drama.
— Drama? I planlagde at få mig ud af mit eget ægteskab ved at få det til at ligne, at jeg bare var hysterisk. Det er ikke drama. Det er manipulation.
Martin løftede hænderne.
— Det er ikke sådan.
— Hvordan er det så? — spurgte Diana. — Du sagde, hun allerede var på vej ud. Du sagde, jeres ægteskab var dødt. I går krævede du stadig, at hun skulle undskylde over for din mor.
Martin svarede ikke.
Hanne sagde skarpt:
— Min søn fortjener lykke.
Katrine vendte sig mod hende.
— Så skulle du have lært ham at blive skilt, før han fik barn med en anden.
Der blev stille.
Så ringede det på døren.
Flyttefolkene.
Martin trak vejret hårdt.
— Fint. Så kan du jo tage dine ting.
— Ja, — sagde Katrine. — Mine ting. Ikke min skyld.
Hun lukkede flyttefolkene ind. De bar kufferter, kasser og computer ud. Hun tog sine bøger fra bordet én efter én, mens Hanne så på med et udtryk, som om nogen stjal fra hende.
Diana stod længe tavs. Så sagde hun:
— Jeg flytter ikke ind.
Martin vendte sig hurtigt.
— Diana, lad os tale om det.
— Nej. Du har talt nok. Til mig. Til hende. Til din mor. Forskellige versioner til alle.
Hanne rystede på hovedet.
— Tænk på barnet.
— Det gør jeg, — sagde Diana. — Derfor vil jeg ikke lære ham, at kvinder kan skubbes ud, når de ikke længere passer ind.
Katrine forlod lejligheden før middag. Hun græd først i bilen. Ikke fordi hun fortrød. Fordi kroppen nogle gange først tør reagere, når den er i sikkerhed.
Skilsmissen kom senere. Den blev ikke køn. Martin skiftede mellem undskyldninger og beskyldninger. Hanne sendte beskeder om familie, loyalitet og “kvinders pligt”.
Katrine svarede ikke.
Diana blev ikke sammen med Martin. Hun lod ham se Emil, men efter klare aftaler. Han måtte lære at være far uden at gemme sig bag sin mor.
Katrine fandt en lille lejlighed tæt på åen. Køkkenet var gammelt. Gardinerne var mørkeblå. Hun elskede dem.
En aften satte hun sig med te og en bog.
Der var ingen, der kommenterede.
Ingen, der sukkede.
Ingen, der krævede en undskyldning.
Og i den stilhed forstod Katrine, at fred ikke altid føles som lykke med det samme.
Nogle gange føles den bare som fraværet af nogen, der gør dig mindre.