Den lille, larmende bylt med hængende ører blev efterladt en regnvåd aften i gården bag en ejendom på Vesterbro. To uger var gået, og hvalpen forstod stadig ingenting. Han troede, det var en ny leg – at hans mennesker nok snart kom tilbage, at de bare havde givet ham lidt frihed. Så han legede. Hver eneste morgen.
Morgenmaden indtog han med duerne. De gamle damer fra opgangen smuldrede resterne af deres rundstykker ud på asfalten, og hvalpen slikkede krummerne væk i kapløb med fuglene. Duerne havde hurtigt vænnet sig til ham. De puffede til ham med vingerne og prikkede ham i poten, når han kom til at træde på deres tæer. Han tog det med et logrende hop. Frokosten klarede han med kattene. Først slikkede han dem allesammen i ansigtet, så fik han et rap over snuden og masede sig alligevel ind mellem dem, når de havde fisket noget op af skraldespandene. Kattene sukkede og tænkte: Hvad fanden gør man? Han er ikke engang en kat, men okay da.
Men hans helt store ven – den han selv havde valgt – var en kat af den slags, man beder til at slippe for. Hver morgen kom hvalpen væltende ud fra sin pappkasse under bænken, gøede af ren glæde og styrtede mod den enorme, kulsorte hankat, der sad midt i gården og betragtede verden med en mine, som om han ejede den. Sorten kaldte de ham, men de hviskede også et andet navn, når han vendte ryggen til. Døden. Det var en kat med et fjæs så arret, at det lignede et kort over samtlige slagsmål i bydelen. Når han fik øje på hvalpen, løftede Sorten blikket mod himlen og spurgte kattenes engel, hvad han dog havde gjort for at fortjene denne plage. Så prøvede han at flygte, men de der latterligt lange ører indhentede ham altid. Sorten hvæsede og slog ud med kløer, der kunne flænse en bulldog, men hvalpen – på uforklarlig vis – skøjtede imellem dem, kastede sin bløde, varme mave over katten og begyndte at slikke ham bag øret, mens hele kroppen rystede af lykke. Rundt omkring stod gårdens andre katte med åben mund og mærkede deres egne ar efter Sortens kløer. De fattede det ikke.
Så flyttede der nye folk ind i stuelejligheden, og med dem kom en bokser. En muskelbundt af en hund, der havde levet på en gård og vidste, at man først markerer sig. Hans ejer morede sig over det og slap ham altid løs i gården, når nogen skulle sættes på plads. Først jog bokseren duerne på flugt og kattene op i træerne, og så fik han øje på den sorte koloenorme kat, der sad fuldstændig roligt midt på fliserne. Bokseren satte i løb, fråden stod om kæberne, og så standsede han brat. Han mødte kattens blik. Det var som at kigge ind i et dybt, stille hul. En kulde, der ikke var ond, bare ligeglad. Uigenkaldelig. Sorten slikkede sig om munden og så roligt på bokserens strube. Bokseren pev, bakkede, og en stor våd plet bredte sig under ham. Han krøb sammen og forsvandt om bag skraldespandene med halen klemt mellem benene. Resten af ugen patruljerede bokseren gården med streng mine, men gik i en stor bue uden om den sorte kat.
Næste morgen var duerne og hvalpen i gang igen. Pensionisterne havde netop drysset de sidste smuler, og hvalpen havde sneget sig ind mellem fuglene, da bokseren opdagede ham. Han sænkede hovedet, og en dyb, rumlende knurren fyldte gården. Han spændte musklerne. Han forestillede sig, hvordan det ville føles at lukke kæberne om den lille krop. Men så skete der noget. En sort pil skar gennem luften. Sorten landede lydløst mellem bokseren og hvalpen, pressede sit arrede fjæs helt op i hundens ansigt og åbnede langsomt munden. Ikke en lyd, bare et glimt af tænder og et blik, der brændte af en ældgammel, rasende vrede – som om alle gårdens kampe summede sig i det ene sekund. Bokseren gispede. For anden gang i denne uge løb noget varmt ned ad hans bagben. Han faldt sammen, peb og slæbte sig væk på forbena, mens halen viftede underdanigt.
Sorten vendte sig om, skubbede til hvalpen så den rullede rundt, hvæsede højt og satte i løb. Hvalpen gøede glad og jog efter. Igen slap Sorten ikke væk. Igen borede den våde næse sig ind i pelsen, og tungen slikkede ham over hele hovedet. Kattene i krogene så det hele og forstod stadig ingenting. Hvorfor reddede den frygtede, arrede Død den dumme, irriterende hvalp?
Tre dage senere rullede en grå Volvo ind foran porten. Ud steg en ung kvinde med mørkt hår og et udtryk af desperat håb. Signe havde ledt i ugevis. Opslag på lygtepæle, beskeder på Facebook, og så et tip om en hvalp i en gård bag Vesterbrogade. Hun kaldte i ét væk: ”Balder! Balder, er du her?” Inde fra gården hørtes en skingrende gøen, og så kom han farende – de hængende ører, den kluntede krop, den vilde logren. Signe faldt på knæ, græd og lo på samme tid, tog ham op og dækkede ham med kys. Gensynsglæden varede dog kun et øjeblik. Balder vred sig fri, sprang ned og farede tilbage mod en krog af gården. Signe løb efter og standsede brat. Der, i skyggen, lå hendes hvalp og trillede rundt med en enorm sort kat. Den så ud som noget fra en gyserfilm – massive kæber, flækkede ører, ar overalt. Hun mærkede et sug i maven, men så kiggede Balder op på hende med et blik, der sagde: Det er min ven.
Hun satte sig langsomt på hug. Katten stirrede på hende med smalle øjne og knurhår, der dirrede. I stedet for at trække sig tilbage, bøjede Signe hovedet og sagde stille: ”Skal du ikke med? Du og Balder. Der er et hjem til jer begge.” Sorten ville fnæse, spytte og forsvinde. Men så ramte noget ham – en lyd, en lugt, en erindring om engang, før alle arrene, før gårdene og slagsmålene. Han havde ikke spundet i årevis; han anede ikke, hvordan man gjorde. Men han trådte hen til hende, pressede sin flossede pande mod hendes knæ og udstødte en hæs, knækkende lyd. Signe strøg ham over det mærkede hoved og sagde bare: ”Kom.”
Hun åbnede bagdøren. Balder hoppede ind. Sorten fulgte efter uden tøven. Døren lukkede, og bilen trillede væk fra gården, ud på de morgentomme gader. Bagi sad Balder og slikkede sin sorte ven så grundigt, at pelsen stod i totter. Sorten slog ud med poterne, himlede op mod loftet og sendte en stille bøn til kattenes engel om styrke til at udholde denne skændsel. Men han flyttede sig ikke. Signes blik fangede bagsædet i spejlet, og hun smilede.
Tilbage i gården sad kattene og gloede tomt ud i luften. Stedet hvor Sorten havde tronet var tomt. Ingen helt forstod, hvad der var sket. Men måske, tænkte den ældste hunkat, havde den frygtindgydende Død endelig fået noget, han ikke engang vidste han savnede. En ven.
