— Er det virkelig så svært at vaske fire tallerkener op? sagde Mikkel uden at se væk fra sin telefon.
Og efter den sætning følte jeg mig for første gang alene. Ikke fordi lejligheden var tom. Han lå lige dér på sofaen. Men jeg følte mig alligevel alene.
Jeg var i uge femten af graviditeten. Min mave var ikke stor endnu, men min krop var allerede en anden. Om aftenen gjorde ryggen ondt, mine ben var tunge, og trætheden kom som en bølge, jeg ikke kunne kontrollere.
Den aften havde jeg lavet mad. Dækket bord. Ryddet af.
Så spurgte jeg stille:
— Mikkel, vil du tage opvasken? Jeg kan næsten ikke stå mere.
Han scrollede videre.
— Line, det er fire tallerkener. Det klarer du nok.
Fire tallerkener.
Det lød så småt. Så fjollet at blive ked af.
Men det handlede ikke om tallerkenerne. Det handlede om poserne fra Netto, jeg bar alene. Skraldet, der altid kunne vente. De aftener, hvor jeg sad på kanten af sengen og prøvede at samle energi til bare at børste tænder.
Når jeg sagde, at jeg var træt, svarede han:
— Du er gravid, ikke syg. Lad være med at gøre dig hjælpeløs.
Jeg ville ikke være hjælpeløs. Jeg ville bare have en mand, der så mig.
Men Mikkel havde altid sit faste forsvar:
— Jeg arbejder. Jeg tjener penge. Jeg drikker ikke. Jeg løber ikke rundt med andre kvinder. Hvad mere vil du have?
Jeg ville have omsorg.
Så begyndte Viktor at dukke op i mit liv.
Ikke på den måde. Han var Mikkels kollega på værkstedet. Mikkel havde engang fortalt, at Viktor havde haft en forlovet. Han passede på hende under graviditeten, kørte hende til lægen, købte alt, hun havde brug for. Senere fandt han ud af, at barnet ikke var hans.
Jeg troede, sådan noget gjorde et menneske bittert.
Men Viktor var ikke bitter.
En dag så han mig stå uden for Netto med to tunge poser.
— Line, kom. Jeg kører dig hjem.
— Det behøver du ikke.
— Nej, men du ser ud, som om nogen burde gøre det.
Han bar poserne op til elevatoren og sagde bare:
— Pas på dig selv. Du skal ikke bevise, at du kan klare alt alene.
Jeg græd, da elevatoren lukkede.
Fordi det var så enkelt. Så almindeligt. Så menneskeligt.
En aften bad jeg Mikkel gå ned med skraldet.
Han sukkede højt.
— Måske skal du ringe til Viktor. Han virker jo meget optaget af dig.
Jeg stivnede.
— Hvad mener du?
Mikkel rejste sig fra sofaen. Hans blik var koldt.
— Tror du, jeg er blind?
I det samme ringede min telefon. På skærmen stod der: Viktor.
Jeg nåede ikke at svare, før Mikkel rev telefonen ud af hånden på mig.
— Nu tager jeg den.
— Mikkel, lad være.
Men han havde allerede svaret.
— Hvad vil du med min kone?
Der blev stille i den anden ende.
— Mikkel? Du glemte din værktøjstaske på værkstedet. Og jeg ville høre, om Line er okay. Du virkede ret vred i dag.
— Hvorfor går du op i, om hun er okay?
Viktor svarede roligt:
— Fordi hun er gravid. Og fordi det virker, som om nogen burde spørge hende oftere.
Mikkel blev rød i hovedet.
— Bland dig udenom mit ægteskab.
— Så opfør dig som en mand, der er i et.
Mikkel lagde på og kastede telefonen på sofaen.
— Utroligt. Nu skal han også spille klog.
Jeg så på ham. Og for første gang var jeg ikke bare ked af det. Jeg var færdig med at forklare mig.
— Han sagde bare det, jeg har prøvet at sige længe.
— Du forsvarer ham?
— Nej. Jeg forsvarer mig.
Så snurrede rummet. Jeg tog fat i bordet, men mine ben forsvandt under mig.
Jeg vågnede på hospitalet. Mikkel sad ved siden af mig, bleg.
Jordemoderen var venlig, men bestemt.
— Barnet har det fint lige nu. Men stress og udmattelse er ikke småting. Graviditet er ikke noget, man bare “klarer”, mens alle andre ser på.
Mikkel sagde ingenting.
Da vi kom hjem, pakkede jeg en taske.
— Hvor skal du hen?
— Til min mor.
— Line, kom nu.
Jeg vendte mig mod ham.
— Nej. Jeg kommer tilbage, når jeg ikke længere skal tigge om helt almindelig omtanke.
Hos min mor sov jeg næsten et helt døgn. Mikkel skrev.
“Jeg har vasket op.”
“Jeg har taget skraldet.”
“Jeg har købt frugt.”
Jeg svarede:
“Det er ikke beviser. Det er basis.”
Efter nogle dage kom han forbi.
— Jeg har talt med Viktor.
— Og?
— Jeg blev vred først. Så lyttede jeg. Han sagde, at jeg ikke var jaloux, fordi han gjorde for meget, men fordi jeg gjorde for lidt.
Det ramte mig, at han ikke forsøgte at forsvare sig.
— Jeg har meldt mig til et kursus for kommende fædre, sagde han. — Og jeg vil gerne tale med nogen. Professionelt. Jeg vil ikke være sådan en far.
Jeg troede ham ikke med det samme. Det behøvede jeg heller ikke.
— Jeg ser på det, du gør. Ikke det, du siger.
Og han begyndte at gøre.
Ikke perfekt. Ikke fra den ene dag til den anden. Men anderledes. Han bar poserne. Tog opvasken. Kom med til scanninger. Lagde telefonen fra sig, når jeg talte. Og hver gang han sagde “skal jeg hjælpe dig?”, rettede jeg ham:
— Du hjælper ikke mig. Du tager din del.
Da vores datter blev født, græd Mikkel så stille, at han troede, jeg ikke så det.
Senere, hjemme i lejligheden i Viby, vågnede jeg en nat og hørte vandet løbe. Han stod i køkkenet og vaskede flasker, tallerkener og en gryde.
— Det er mere end fire tallerkener, sagde jeg.
Han vendte sig og smilede træt.
— Ja. Og jeg overlever.
Det var ikke en eventyrlig slutning. Det var bedre.
Det var en mand, der endelig forstod, at kærlighed ikke er det, man siger, når alt er nemt.
Kærlighed er det, man gør, når den anden ikke længere kan stå ved vasken alene.