Jeg stod på altanen med hænderne dybt nede i en spand med jord, da det ringede på døren. Det var en tirsdag i oktober. Regnen hang som et fint gitter ud over Limfjorden, og fra nabolejligheden lød TV2 Nord med en historie om en trafikulykke på E45.
Jeg skulle have været på arbejde, men havde taget en fridag uden løn. Orkede ikke skranken i Borgerservice, ikke kollegaernes snak om weekendens søndagsmiddage. I stedet stod jeg og forsøgte at redde en ficus, som havde stået på altanen i seks år og nu lignede en hængt mand.
Dørklokken ringede igen. Jeg rejste mig og gik ud i entreen. I dørspionen så jeg en kvinde, jeg aldrig havde set før. Hun stod tæt på døren med begge hænder på maven. Gravid. Højgravid.
Jeg åbnede.
Hun var pæn på en måde, som krævede tid og penge: håret sat op i en glat knold, en lang lysegrå uldfrakke, der så ny ud, og på håndleddet et ur, som jeg engang havde lagt i en indkøbskurv på nettet og aldrig turdet købe.
“Tine?” spurgte hun uden at hilse. “Jeg hedder Amalie. Jeg er Mads’ forlovede. Vi er nødt til at tale sammen.”
Jeg blev stående i døråbningen med en jordet klud i hænderne. Længere nede ad trappen åbnede genboen sin dør på klem. Katten miavede. En kold luftstrøm trak ind over gulvet og lagde sig om anklerne.
“Kom ind,” sagde jeg.
Hun trådte ind, bøjede sig med besvær og fik sine støvler af. Den ene væltede ind mod min skoreol, så et par af mine hjemmesko gled fra hinanden. Hun rettede ikke op på det.
“Hvor kan jeg vaske hænder?” spurgte hun.
“Lige ud. Anden dør.”
Hun forsvandt ind på badeværelset og lod vandet løbe længe. Jeg gik ud i køkkenet og stillede mig ved vasken. Vandet løb gråbrunt over mine hænder, før det blev klart igen. På komfuret stod en kold kop kaffe fra i morges. Jeg hældte den ud og skrubbede koppen med børsten, til fingrene holdt op med at ryste.
Elleve dage. Jeg havde vidst det i elleve dage. Den aften var Mads gået i bad og havde glemt sin telefon på skohylden. Skærmen lyste op med en besked, der bare stod der: “Elsker dig. Ses i morgen?” Afsenderen var ikke mig. Jeg havde ikke sovet den nat. Jeg havde stået ved køkkenvinduet og set gadelamperne slukke én efter én. Tre timer senere lavede jeg havregrød til ham som altid og sagde ingenting.
Nu stod hans gravide forlovede i mit køkken og inspicerede mine skabe.
Hun trak en stol ud, satte sig og lagde begge hænder på maven.
“Jeg drikker ikke kaffe,” sagde hun, som om jeg havde tilbudt hende noget.
“Det var ikke et tilbud,” sagde jeg og blev stående ved køkkenbordet.
Hun trak på smilebåndet. “Mads er en blød mand. Han vil ikke såre dig, så han udskyder det hele. Men nu må vi jo tage os sammen. Vi venter en dreng. Min lejlighed i Nørresundby er alt for lille. Du ved, hvordan det er med børn og plads.”
Hun kiggede hen over de gamle skabsfronter, over den gulnede opslagstavle med kvitteringer fra Føtex, over min termokande fra 2008.
“Du bor alene her nu,” fortsatte hun. “Dine piger er voksne. Mads siger, I har et sommerhus uden for byen. Det ville være perfekt til dig. Frisk luft, ro, en have. Vi bliver her. Der er park, lægeklinik, tre børnehaver inden for en kilometer. Det giver jo sig selv.”
Jeg sagde ingenting. Tog en tår vand fra et glas, der stod på bordet. Vandet smagte af jern.
Hun lænede sig frem og tog en havregrynskage fra fadet, jeg havde bagt søndag aften. Bed halvdelen af. Tygget. Så stak hun to fingre ind i munden og trak noget frem — en lille hård skal, som hun lagde midt på min hvide lærredsserviet.
“Der var noget i dejen,” sagde hun og gnubbede fingrene mod servietten, så der blev en våd, gråbrun stribe.
Jeg så på pletten. Så på hende. Og så var der noget, der slukkede inde i mig. Den der trang til at glatte ud, til at forstå alle, til at gøre alting mindre, end det var. Den forsvandt bare.
Jeg rejste mig. Gik hen til vinduet og skød det i. Lyden af regnen mod ruden blev fjern. Så gik jeg over til reolen, tog en tyk blå mappe ned og stillede den foran hende på bordet.
“Amalie,” sagde jeg. “Har Mads ikke fortalt dig det vigtigste?”
Hun så på mappen. Så på mig.
“Hvad snakker du om?”
“Han har ikke fortalt dig, at lejligheden aldrig har været fælleseje. Den tilhørte min mor. Jeg fik den i gave syv år før, Mads og jeg blev gift. Han står ikke i papirerne. Han er ikke engang tilmeldt adressen i CPR. Jeg registrerede ham hos min kusine i Aalborg Øst, fordi han ikke ville betale boligskat. Juridisk har han ikke ret til en kvadratcentimeter her.”
Hendes mund åbnede sig lidt.
“Det er løgn,” sagde hun. “Mads har selv betalt nyt køkken og gulve. Jeg har set kvitteringerne.”
“Det var for seks år siden. Han lånte pengene af min storebror. Men det er heller ikke pointen.” Jeg lagde håndfladen på mappen. “Ved du, hvad Mads laver lige nu?”
Hun flyttede hænderne ned i skødet.
“Han arbejder jo i transportfirmaet,” sagde hun.
“Firmaet gik konkurs for halvandet år siden. Mads har ikke haft en fast indtægt siden marts sidste år. Han skylder Gældsstyrelsen og to private kreditorer 785.000 kroner. Alt det, du troede var hans generøsitet — restauranterne, blomsterne, den der weekend i København — det var mit kreditkort. Han har taget lån i mit navn. Jeg har brugt de sidste tre dage på at samle dokumentation til en advokat.”
Jeg så på hende uden at vige.
“Og så er der lige det,” sagde jeg. “For en time siden satte jeg to store kufferter med hans tøj uden for døren. Jeg har blokeret hans nummer. Så i aften kommer han ikke hjem med nøgler til en stor lejlighed. Han kommer hjem til dig med 785.000 kroner i gæld.”
Der gik et par sekunder. Så kom der sorte striber ned over hendes kinder.
“Det passer ikke,” sagde hun, men stemmen knækkede midt i ordet.
Jeg åbnede mappen. Inde under fanen med Gældsstyrelsen lå en oversigt over inkassosager, rykkerbreve og en domsudskrift. Jeg skubbede mappen hen mod hende.
Hun tog den ikke. I stedet rejste hun sig så brat, at stolen slog baglæns mod væggen. Hun greb sin taske, snublede over sine egne støvler i entreen og fik døren op. Jeg blev stående i køkkenet og hørte hendes skridt forsvinde ned ad trappen. Døren gik i med et brag, der fik mine negle til at klø.
Så blev der stille.
Jeg gik ud i entreen. Hendes støvle havde efterladt en våd rand på gulvet. Jeg tog en spand, fyldte den med varmt vand og lidt opvaskemiddel. Vaskede køkkenbordet, stoleryggen, gelænderet. Tog den hvide lærredsserviet og lagde den i skraldespanden under vasken.
Derefter tog jeg telefonen og ringede til en låsesmed i Vejgaard. Han kunne komme om to timer. Jeg sagde, at den gamle lås skulle skiftes, at cylindren var slidt. Han spurgte, om jeg havde fået stjålet nøgler. Jeg sagde ja.
Han kom klokken to. Skiftede låsecylinderen i fordøren og gav mig tre nye nøgler. Det kostede 2.150 kroner. Jeg betalte med kort, tog kvitteringen og lagde den i den blå mappe, oven på de andre papirer.
Om aftenen sad jeg på altanen igen. Jeg havde fået plantet ficusen om i en større potte. Jorden lugtede af våd skov og aftagende regn. Den gamle klud lå over kanten af spanden. Inde i lejligheden summede køleskabet.
Lidt over syv hørte jeg skridt i opgangen. Ikke hendes. Hans. Mads gik med den der tunge, lidt skæve hæl mod bagkanten af trappen. Jeg havde kunnet høre den i tredive år.
Han standsede foran døren. Jeg hørte en kuffert, der blev sat ned. Så lyden af nøgler mod metal. Forsøget. Han prøvede igen. Derefter ringede han på.
Jeg blev siddende på altanen med hænderne om potteskålen. Dørklokken ringede to gange, tre gange. Så bankede han med knoerne mod dørpladen.
Jeg rejste mig, gik gennem stuen og stillede mig i entreen. Gennem dørspionen kunne jeg se ham. Han stod med to kufferter og en skæv kæbe. Han rakte ud mod klokken igen, men standsede midt i bevægelsen.
Så vendte han sig om, trak kufferterne efter sig ned ad trappen og efterlod en stribe våde hjulspor på reposen.
Jeg gik tilbage til altanen. Luften over Limfjorden var kold og klar. Jeg stak hænderne tilbage i jorden og begyndte at trykke den fast om rødderne.
