Mette stod ved køkkenvasken og skyllede en gryde, da Lars stillede sig i døråbningen. Han sagde det ikke – han proklamerede det, med den der tone hun havde lært at hade.
»Mette, giv mig nøglerne til dit sommerhus. Mor tager derop et par dage og lufter ud. Hun skal lige se, hvor krydderurterne kan stå til foråret. Det har vi besluttet.«
Han rakte hånden frem hen over spisebordet, som om det var en selvfølge. Hans øjne var allerede et andet sted. Hun tørrede langsomt hænderne i et viskestykke, trak nøglebundtet op af lommen og lod det falde på bordpladen med et klirrende bump.
»I har besluttet det?« spurgte hun og så på ham. »Du og din mor?«
»Ja. Mor siger, sommerhuset bare står og samler støv. Nu kan det komme familien til gode. Du er da også familie,« sagde Lars og hapsede nøglerne ned i sin lomme uden så meget som et tak.
Hun svarede ikke. Hun havde lært, at diskussioner med folk, der allerede havde givet sig selv tilladelse til at bruge hendes ting, var spild af ånde. Sommerhuset havde hun arvet efter sin morfar – det var ikke en fælleskonto.
En uge senere fik hun brug for nogle gamle papirer, der lå i skrivebordet deroppe. Hun kørte afsted uden et ord, svingede ind i indkørslen i sin gamle Skoda og låsede havelågen op med sin egen nøgle. Allerede på grusstiens første fliser kunne hun fornemme, at noget var helt galt.
I stuen, hvor hun havde holdt alt lyst og enkelt, lå der nu en tung, rødternet plaid henover sofaen – med glimmertråde. På køkkenbordet stod der fremmede støbejernspander fedtede af gammelt friture, og ude på terrassen ulmede en hjemmebygget grill, der spyede fedthvid røg op ad vinduerne. Hendes egne puder og plakater var skubbet ind i et støvet hjørne bag en reol.
Hun hørte døren til saunaen gå. Birthe, hendes svigermor, kom ud i badekåbe, rødkindet og salig. Bag hende kom en kraftig dame, Mette aldrig havde set før.
»Nå, Mette!« sagde Birthe og strammede bæltet om morgenkåben, som om hun lige havde forladt sit eget sovegemak. »Vi hygger os lige lidt. Det er min veninde Grethe. Jeg er faldet helt for stedet her, men terrassen trænger altså til at blive lukket med glas. Det trækker forfærdeligt. Og de der hvide vægge – de er jo som et sygehus. Jeg tænker noget tapet med blomster, så her bliver ordentligt hjemligt.«
Mette stillede sig med ryggen mod det fedtede komfur. »Hvem er det helt præcist, der føler, at det trækker?« spurgte hun roligt. »Og siden hvornår er mit sommerhus blevet et kursted for fjerne bekendtskaber?«
Birthe satte hænderne i siden. »Vi er da familie! Jeg gør det her for alles skyld. Nu er det jo vores fælles hus, og så må man altså hjælpes ad. Du har åbenbart ikke grønne fingre selv.«
»Jamen velkommen i hjemmet,« sagde Mette og nikkede langsomt. Hun samlede sine papirer fra skrivebordet, gik ud til bilen og lukkede lågen lydløst bag sig. Der var ingen grund til at lave en scene endnu. Maddingen skulle sluges hel.
Dagen efter, under aftensmaden, skubbede Lars tallerkenen fra sig med en skrabende lyd og lænede sig tilbage.
»Mette, jeg skal bruge otte tusinde kroner. Jeg har bestilt træbeklædning og maling til sommerhuset. Mor har fundet et billigt tømrerfirma. Det er en investering i vores hus – du skal da også bidrage til renoveringen.«
Hun duppede sin mund med servietten. »Hvem har bestilt beklædningen?«
»Det har jeg. Mor bad mig tage mig af det.«
»Fint. Så betaler du. Min pung finansierer ikke byggeprojekter, jeg ikke har godkendt. Tag et lån, skat.«
Lars satte kaffen i halsen og begyndte en lang smøre om »fælles økonomi« og at hun ikke værdsatte hans mor. Men pengene fik han ikke.
Brikkerne faldt helt på plads søndagen efter, hjemme hos Birthe til familiefrokost. Der var flæskesteg, rødkål og brunede kartofler, og Birthe sad for bordenden med en mine som en godsejer, der inspicerer sine marker. Hun talte højt og længe om »vores dejlige sommerhus«.
Mettes svoger, Mads – halvvejs igennem den tredje fadøl – slog pludselig knytten i bordet og grinede bredt.
»Birthe, du er sgu en haj! Jeg så din annonce nede på opslagstavlen ved Netto i morges og viste den til fyrene på fabrikken. Seks hundrede kroner om dagen for sauna, grill og have. De siger, der er booket de næste tre weekender! Mine venner vil også leje sig ind. Kan vi få familierabat?«
Der blev så stille, at man kunne høre sovseskeen kradse mod fadet. Birthes ansigt frøs, og under borddugen lød et dæmpet bump – hun havde sparket Mads over skinnebenet med en stilethæls energi. Lars hostede kunstigt og stirrede ned i sin tallerken som en mand, der pludselig finder en klat sovs uendeligt interessant.
Mette smilede sødt. »Lejer du ud? Seks hundrede kroner om dagen? Hvor interessant.«
Birthes stemme gik i fistel. »Han joker! Mads er fuld. Det er noget, han har misforstået!«
»Selvfølgelig,« sagde Mette og rejste sig. Hun takkede for maden, tog sin frakke og gik. Hendes skridt var rolige, men inden i hende hamrede en lille, kold rytme. Nu havde hun alt, hvad hun behøvede.
Den følgende fredag morgen, mens Lars stod og fedtede med sin termokande inden arbejde, ringede Mette til en låsesmed fra Hillerød. Tyve minutter senere holdt en hvid varevogn ude foran sommerhuset. Hun betalte kontant – to nye, solide låse, én til havelågen og én til hoveddøren, med nøgler der kun passede til hende.
Klokken kvart i tre sad hun på en klapstol indenfor hækken, med en kop kaffe fra termokanden og en vindjakke over skuldrene. Luften var kølig og klar, og hun kunne høre bilerne langt nede ad grusvejen. To biler. Den forreste standsede oppe foran lågen: Birthe steg ud, målrettet og belæsset med to solide tasker. Bag hende trillede en fyldt stationcar ind, og ud væltede en flok fremmede med rammer øl, sække med grillkul og en bærbar højtaler.
Birthe gik frem mod lågen med en teateragtig mine, stak den gamle nøgle i cylinderen – og frøs. Hun vred. Hun rykkede i lågen. Den rørte sig ikke.
»Hvad fanden…« mumlede hun og prøvede igen, indtil hun endelig så Mette, der sad ti meter væk inde på græsset og vinkede med sit papkrus.
»Hej med jer!« råbte Mette og smilede til de forvirrede gæster. »Velkommen til mit sommerhus. Desværre er arrangementet aflyst. Min svigermor har glemt at fortælle jer, at hun ikke har adgang længere.«
Birthes ansigtskulør skiftede fra ferierød til gustent bleg. »Mette? Hvad laver du her? Luk op! De her mennesker er mine gæster!«
»Gæster?« Mette rejste sig og gik helt hen til lågen, lagde fingrene om tremmerne. »Eller kunder? Seks hundrede kroner per dag for et hus, du ikke ejer. Det er da virkelig driftigt, Birthe. Men det slutter her.«
Hun så ud over den lille forsamling. »Jeg beklager, at I er kørt forgæves. Jeg ejer dette hus alene. Hvis min svigermor har taget imod penge fra jer, må I tage det op med hende. Skulle nogen prøve at forcere lågen, ringer jeg til politiet og melder forsøg på ulovlig indtrængen. Jeg har også en fin oversigt klar til Skat over den lille forretning, der er blevet drevet her.«
Mændene med kullet udvekslede blikke. En af dem smed sækken tilbage i bagagerummet. »I må fandeme selv rode med jeres ejendom. Vi gider ikke bøvl med politiet en lørdag,« brummede han og nikkede til de andre. Gruppen trak sig tilbage til bilerne, motoren startede, og den ene bil rullede væk.
Birthe stod alene tilbage på grusstien og stampede næsten i jorden. Hendes stemme skar gennem hækken.
»Lars sagde, vi kunne gøre, hvad vi ville! Du har ødelagt alt! Hvem tror du, du er?«
»Lars kan sige, hvad han vil. Det her er mit navn på skødet,« sagde Mette. »Det er slut med at leje mit hus ud. Det er slut med at rekvirere håndværkere, du ikke skal betale. Og din nøgle er nu en souvenir.«
Birthe målte hende med et hadefuldt blik, sled den gamle nøgle af sin ring og smed den for fødderne af Mette. Den landede i gruset med en sprød lyd.
»Du har ydmyget mig foran mine gæster. Det glemmer jeg aldrig,« hvæsede hun og marcherede væk mod sin egen bil.
Mette samlede nøglen op, gik indenfor og drejede den nye lås om indefra. Det klik – solidt, dybt, tilfredsstillende – var dagens bedste lyd.
–
Samme aften, i deres lejlighed i Vanløse, mødte Mette en Lars der havde skiftet ham. Først prøvede han med vrede og store armbevægelser, men så snart han så hendes ansigtsudtryk, skiftede han til en anden kanal.
»Mette, jeg sværger, jeg vidste ikke, at min mor tog penge for det. Hun sagde, det bare var hendes venner. Hun har snydt mig! Hun har misbrugt min tillid!« Hans øjne var store og indsmigrende. Han var rædselsslagen for at miste sin bekvemmelighed.
Hun stillede sig med nøglebundtet i hånden. »Gem dine eventyr til din mor. I morgen inden middag kører du til sommerhuset og fjerner alt hvad der tilhører hende. Den hjemmebrændte grill, de glimmerede tæpper, hendes porcelæn, alt. Gør du det ikke, bestiller jeg en container og smider det hele på genbrugspladsen. Din familie får permanent forbud mod at sætte deres ben på min grund.«
Lars så på hende og vidste, at hun ikke bluffede. Han nikkede. Næste dag, en lørdag med fygende regn, så naboerne en mand læsse sorte sække og et stort rustent grillstativ ind i en lejet trailer. Han sagde ikke noget, mens han arbejdede, og han kørte igen uden at spise sin madpakke.
Nu hilser Birthe ikke længere på Mette. Ved familiefødselsdage bliver hun kaldt »den kolde slange«, og folk hvisker, at hun »ødelagde familiens sammenhold«.
Mette sidder ofte på terrassen i sit sommerhus, med kaffen dampende i kruset og en bog i skødet. Luften dufter af fyrrenåle og hav, og den eneste røg, der stiger op, kommer fra en lille, lovlig grill hun selv tænder. Hendes nye nøgle ligger tung og tryg i jakkelommen.
