— Sofie, min pige… det er mig!
Kvinden i den dyre lyse frakke trådte brat tilbage, som om den gamle kvindes udstrakte hænder kunne gøre hende beskidt. Hun så koldt på hende og sagde:
— De tager fejl. Jeg kender Dem ikke.
Marie stod midt på Københavns Hovedbanegård med hænderne stadig rakt frem. Mennesker hastede forbi, højttalere kaldte tog ind, hjul fra kufferter skar hen over gulvet. For alle andre var hun bare en gammel kvinde med en tung taske.
For Sofie var hun den fortid, der ikke måtte findes.
— Sofie… — sagde Marie. — Jeg er din mor.
Sofie mærkede Henriks bekendte bag sig. De måtte ikke høre det. De kendte hende som Sofie Henriksgaard, kvinden fra den “pæne familie”, kvinden uden landsby, uden fattigdom, uden en mor med hjemmestrikkede sokker i tasken.
— Gå væk, sagde Sofie.
— Jeg har marmelade med. Hindbær. Du elskede den som barn. Og sokker. Jeg tænkte, du måske frøs.
— Jeg tilkalder vagten.
Marie bøjede sig efter tasken. Hendes hænder rystede, og et glas gled ud. Det knustes mod gulvet. Rød marmelade bredte sig mellem folks sko.
— Skal jeg hjælpe? spurgte en ung mand.
Marie rystede på hovedet.
— Nej. Jeg tog bare fejl af min egen datter.
Sofie vendte sig og gik.
Men hjemme ventede Henrik.
— Hvem var hun?
— Ingen.
— Sofie.
Hun sank ned på en stol.
— Min mor.
Henrik stirrede på hende.
— Din mor er død.
— Det sagde jeg.
— Hvorfor?
— Fordi jeg skammede mig. Over landsbyen. Over fattigdommen. Over hende.
Henrik så længe på hende.
— Jeg giftede mig ikke med din familiehistorie. Jeg giftede mig med dig. Men i dag ved jeg ikke, hvem du er.
Sofie ville forsvare sig, men ordene lød tomme.
Næste dag tog hun tilbage til stationen. Marie var væk. En vagt huskede hende: en gammel kvinde, der havde fået det dårligt og var blevet kørt på hospitalet.
Sofie fandt hende i en seng ved vinduet. Ved siden af stod to glas marmelade og de hjemmestrikkede sokker.
— Mor…
Marie åbnede øjnene.
— De tager fejl. De kender mig ikke.
Sofie brød sammen.
— Undskyld.
— Jeg kom ikke for at gøre dig skamfuld, sagde Marie. — Jeg kom, fordi jeg savnede dig.
— Jeg var bange.
— For mig?
— For at miste alt.
Marie så på hende med trætte øjne.
— Og hvad var det, du beholdt?
Sofie havde intet svar.
Da Marie blev udskrevet, ville Sofie tage hende med til København. Marie nægtede.
— Jeg kom ikke efter et fint værelse. Jeg kom efter min datter.
— Kan jeg få lov at være hende igen? spurgte Sofie.
Marie svarede ikke med det samme.
— Det må du vise. Ikke sige.
Sofie rejste med hende til landsbyen på Fyn.
Huset var mindre, end hun huskede. Æbletræet stod skævt i haven. Inde i stuen hang hendes barndomsfoto stadig på væggen.
— Hvorfor har du ikke taget det ned?
— Fordi du aldrig holdt op med at være mit barn.
Sofie græd længe den dag.
Senere begyndte hun at komme igen. Først som gæst, usikker og skyldig. Så som datter. Hun malede køkkenet, købte medicin, hjalp med haven og lærte at sige sandheden til mennesker, hun tidligere havde løjet for.
Henrik sagde:
— Jeg kan ikke bare glemme det. Men jeg kan se, om du bliver ærlig nu.
Hun blev.
Året efter sad de sammen ved Maries fødselsdagsbord. Der var æblekage, kaffe og et åbent glas hindbærmarmelade.
— Mor, må jeg smage? spurgte Sofie.
Marie rakte hende skeen.
— Det var jo derfor, jeg lavede den.
Sofie smilede gennem tårer.
Udenfor rystede vinden æbletræet.
Det var gammelt.
Men det bar stadig frugt.
Og Sofie forstod endelig, at man kan rejse langt, få penge, navn og fine frakker — men hvis man skammer sig over de hænder, der bar én frem, er man fattigere end før.