“Jeg søger en slank kvinde med egen lejlighed, som kan tage sig af mig”: jeg svarede på en næsten 60-årig “prins’” profil og besluttede at teste ham…
Jeg havde egentlig opgivet datingapps for længe siden. Ikke fordi jeg hader kærlighed. Slet ikke. Jeg var bare blevet træt.
Man skulle tro, at voksne mennesker efter en vis alder havde lært lidt om virkeligheden. At de kunne se sig selv nogenlunde klart. Især når de har ægteskaber, skilsmisser, børn, arbejde og en hel del livserfaring bag sig.
Men nej.
Sidste fredag sendte min veninde mig screenshots fra en datingapp. Hun læste profiler højt og grinede så meget, at jeg til sidst også begyndte at grine.
— Mette, download den igen. Ikke for at finde kærlighed. Bare for underholdningens skyld.
Jeg sagde nej.
Så sagde jeg: kun ti minutter.
Ti minutter senere fandt jeg profilen.
På billedet så en mand meget alvorligt ind i kameraet. Så alvorligt, som om han netop havde besluttet, at han var hele Københavns største præmie. Billedet var taget nedefra, sikkert for at få ham til at virke mere imponerende. På profilen stod der 58 år. Jeg vil ikke være ond, men lad os bare sige, at 58 virkede som et venligt gæt.
Han hed Henrik.
Bag ham kunne man se en gammel reol, tunge gardiner og en stue, der virkede som om den ikke havde ændret sig siden 1997. Det var ikke problemet. Folk må bo, som de vil.
Problemet var teksten.
Jeg læste den én gang. Så igen. Så sendte jeg den til min veninde med ordene: “Han mener det seriøst, gør han ikke?”
Der stod cirka:
“Søger kvinde til seriøst forhold. Maks 45 år. Slank, velplejet, uden overvægt og dårlige vaner. Egen bolig er et krav, for jeg tager ingen med hjem — jeg er træt af kvinder, der kun går efter mandens kvadratmeter. Helst uden børn. Skal kunne lave mad, skabe hygge, tage sig af en mand og ikke lave drama. Kvinder med økonomiske problemer bedes lade være med at skrive.”
Jeg sad i sofaen og stirrede på skærmen.
Altså, Henrik søgte en yngre, slank, barnløs kvinde uden problemer, med egen lejlighed i København, som skulle tage ham ind, lave frikadeller, smørrebrød og måske kanelsnegle, sørge for hygge og helst ikke have egne behov.
Flot. Virkelig beskedent.
Normalt scroller jeg bare videre. Det er svært at diskutere med en mand, der allerede har kronet sig selv.
Men den aften blev jeg nysgerrig.
Jeg ville se, hvad sådan en mand svarede, når han troede, at hans drømmekvinde endelig havde fundet ham.
Min egen profil var næsten tom. Et enkelt billede bagfra ved havet. Intet ansigt. Alder: 43.
Jeg skrev til ham først.
“Hej Henrik. Jeg læste din profil og tænkte: endelig en mand, der ved, hvad han vil. Jeg tror, jeg passer ret godt. Jeg er slank, bor alene i min egen treværelses lejlighed i centrum af København, og jeg elsker at lave mad — frikadeller, smørrebrød og hjemmebag. Jeg har bare ikke fundet manden, jeg kan tage mig af endnu. Er du stadig ledig?”
Svaret kom efter mindre end tre minutter.
Henrik ledte åbenbart ikke bare efter kærlighed. Han sad vagt ved telefonen.
“Hej Mette. Endelig en normal kvinde. Herinde er de fleste kun ude på at kræve. Du lyder fornuftig. Er lejligheden virkelig din? Og ville du være klar til at tage en seriøs mand ind i dit hjem?”
Jeg smilede.
Men da hans næste besked kom, forstod jeg, at min lille test lige var blevet meget mere interessant.
“Jeg gider ikke spilde tid. I vores alder skal man være ærlig. Hvis du virkelig bor alene og har din egen lejlighed, kan vi mødes og tale konkret. Jeg har brug for ro, ordentlig mad og en kvinde, der forstår at tage sig af en mand.”
Jeg kiggede på telefonen og grinede.
Han havde ikke set mit ansigt endnu, men i hans hoved stod hans sko allerede i min entré.
Jeg skrev tilbage:
“Hvad forventer du af hverdagen sammen?”
“Det enkle. Kvinden sørger for hjemmet. Manden er manden. Jeg kan godt hjælpe lidt, men jeg gider ikke kommanderes rundt. Der skal være mad derhjemme. Frikadeller, smørrebrød, varm mad, gerne hjemmebag. Jeg er ikke krævende. Jeg kan bare lide orden og fred.”
“Hvad tilbyder du så kvinden?”
Der gik lidt tid.
Så svarede han:
“Tryghed. Stabilitet. Jeg er en ordentlig mand. Jeg har pension og lidt ekstra indkomst af og til. Jeg er ikke en snylter. Jeg vil bare ikke udnyttes økonomisk.”
“Hvad med udgifter? Husleje, el, mad?”
“Hvis lejligheden er din, er boligudgifterne vel dine. Mad kan jeg hjælpe med, hvis forholdet er godt. Kvinder har som regel bedst styr på indkøb.”
Der var den. Ikke kærlighed. Ikke partnerskab. En meget konkret ansøgning om komfort.
Vi aftalte at mødes på en lille café i centrum. Henrik skrev med det samme:
“Ikke et dyrt sted. Jeg bryder mig ikke om kvinder, der tester mænd med regningen.”
“Bare rolig. Vi betaler hver for sig.”
Næste dag kom jeg før tid. Jeg satte mig ved vinduet. Jeg var ikke nervøs på den romantiske måde. Jeg var mere nysgerrig efter at se, om han også i virkeligheden var så sikker på sin egen værdi.
Henrik kom ti minutter for sent. Han så ældre ud end på billedet. Velklædt, men træt. Han satte sig og så mig vurderende an.
“Mette?”
“Ja. Hej Henrik.”
“Du ser lidt anderledes ud end på billedet.”
“Billedet var taget bagfra.”
“Ja, men jeg troede, du var højere.”
“Og jeg troede, du var 58.”
Han stivnede.
Servitricen kom. Jeg bestilte kaffe. Henrik bestilte te og en kanelsnegl.
“Vi betaler hver for sig, ikke?” spurgte han hurtigt.
“Selvfølgelig.”
Han nikkede tilfreds.
“Det kan jeg lide. Retfærdigt.”
Jeg tog en lille notesbog op af tasken.
“Henrik, hvis vi skal tale seriøst, har jeg også nogle betingelser.”
Han lænede sig tilbage.
“Lad høre.”
“Hvis en mand flytter ind i min lejlighed, betaler han halvdelen af udgifterne, halvdelen af maden og deltager i husarbejdet. Madlavning skiftevis. Rengøring skiftevis. Tøjvask hver for sig. Nøgler gives ikke med det samme. Og inden noget som helst vil jeg se dokumentation for indkomst, helbred og kontakt til en nær pårørende. Jeg tager ikke en fremmed mand ind i mit hjem, bare fordi han kalder sig seriøs.”
Henrik stirrede på mig.
“Mener du det?”
“Ja.”
“Jeg er en mand.”
“Det har jeg forstået.”
“En normal kvinde stiller ikke den slags krav.”
“En normal kvinde beskytter sit hjem og sit liv.”
Han blev rød i ansigtet.
“Du har narret mig.”
“Nej. Jeg har bare vist dig, hvordan dine egne krav lyder, når de går den anden vej.”
“Du er alt for krævende.”
“Nej. Jeg er bare ikke gratis.”
Han rejste sig brat.
“Med den holdning ender du alene.”
“Hellere alene i min egen lejlighed end sammen med en mand, der søger gratis bolig, madordning og omsorg.”
Han lagde penge for teen og gik. Kanelsneglen blev liggende.
Jeg blev siddende og drak min kaffe færdig. Jeg følte mig ikke triumferende. Bare lettet.
Nogle mennesker leder ikke efter kærlighed. De leder efter nogen, der kan gøre deres liv lettere, uden at de selv skal give ret meget.
Om aftenen slettede jeg samtalen. Ikke vredt. Bare rent.
Og jeg tænkte: en kvinde med hjem, arbejde, hjerte og liv er ikke en praktisk løsning på en mands ensomhed.
Et forhold begynder ikke med en kravliste.
Det begynder med respekt.
Hvis den ikke er der, er der ingenting at bygge på.