Lugten af løg, rugbrød og kold frikadelle ramte Helle med det samme. Den lille café i Aarhus duftede af kaffe, kage og varm mælk, men Jens havde netop foldet sin madpakke ud midt på bordet, som om det var det mest naturlige i verden.
I sølvpapiret lå to tykke madder. Rugbrød, frikadelle, løg og remoulade, der allerede havde sat mærker på papiret. Jens tog en bid og nikkede tilfreds.
Servitricen stod med menukortene i hånden.
— Undskyld, men man må ikke spise medbragt mad her.
Jens så op.
— Jeg bestiller jo ikke noget. Jeg sidder bare og taler med hende.
Helle mærkede, hvordan hun blev varm i ansigtet.
— Jens, måske skulle vi bestille kaffe alligevel?
— Hvorfor? Kaffe her koster jo det samme som en hel pakke i supermarkedet.
— Vi er på date.
— Ja, og? Skal man smide penge ud, fordi det hedder en date?
Han skubbede den anden mad hen mod hende.
— Jeg lavede også en til dig.
Helle så på den. Hun tænkte på øreringene, hun havde skiftet tre gange. På Mettes råd. På den lille nervøse glæde, hun havde haft på vej derhen.
Og Jens havde ikke engang sagt, at han var glad for at se hende.
— Nej tak. Jeg bestiller en latte.
Jens sukkede.
— Nå. Du er sådan en.
— Hvad betyder det?
— En af de kvinder, der forventer caféer, middage og blomster.
Helle så roligt på ham.
— Nej. Jeg forventer bare almindelig respekt.
Han grinede kort.
— Det er altid sådan med kvinder i vores alder. I har alt for mange krav.
— Måske fordi vi endelig har lært, hvad vi ikke længere vil finde os i.
Hun rejste sig.
— Går du?
— Ja.
— På grund af en madpakke?
— På grund af dig.
Jens stirrede på hende, som om han oprigtigt ikke forstod det. Og det var måske det værste. Han så ikke situationen. Han så ikke servitricens forlegenhed, Helles ubehag, sin egen uforskammethed.
Han så kun en kvinde, der ikke gjorde sig tilpas for ham.
Helle betalte for den kaffe, hun havde nået at bestille, og gik ud. Udenfor var luften kølig, og letbanen gled forbi i det fjerne. Hun stod et øjeblik på fortovet og trak vejret.
Hun følte sig ikke knust.
Hun følte sig fri.
Senere skrev Jens:
“Der er nok en grund til, at du er single.”
Helle læste beskeden og skrev tilbage:
“Ja. Jeg går, når jeg ikke bliver behandlet ordentligt.”
Så blokerede hun ham.
Mette ringede om aftenen.
— Nå? Hvordan var han?
— Han havde madpakke med.
— Nej.
— Jo. Med løg.
Der blev helt stille, og så brød Mette sammen af grin.
Men da latteren lagde sig, sagde Helle stille:
— Det mærkelige er, at jeg er stolt.
— Det skal du være.
— For før ville jeg være blevet. Jeg ville have smilet. Jeg ville have sagt, at det var fint. Bare for ikke at være besværlig.
— Og nu?
— Nu vil jeg hellere være besværlig end usynlig.
Helle åbnede ikke datingappen næste dag. Men hun slettede den heller ikke. For Jens skulle ikke have lov til at blive det sidste kapitel.
En dårlig date betyder ikke, at kærligheden ikke findes.
Den kan bare minde en om, at selvrespekt også skal med til bordet.
Og hvis den ikke får en plads, kan man altid rejse sig og gå.