Jeg stirrede på kontoen på telefonen.
Næsten hele min opsparing var væk.
Freja begyndte at forklare, at hendes kæreste, Jonas, havde fået en investeringsmulighed. Han kendte nogen, der kunne købe kryptovaluta før en stor lancering.
— Hvor meget satte I ind?
Hun nævnte beløbet.
Det var penge, jeg havde tjent gennem ni år med nattevagter, ømme hænder og juleaftener alene.
— Hvordan fik I adgang?
Sofie havde stadig den fuldmagt, jeg havde givet hende til at betale regninger, mens jeg arbejdede i Norge. Jonas havde overbevist dem om, at det var sikkert.
Pengene var overført til flere udenlandske konti.
Der var ingen investering.
Ingen gevinst.
Kun en svindler, der var forsvundet.
— Vi troede, vi kunne give dig pengene tilbage, sagde Freja.
— I ville bruge mine penge for at give mig mine egne penge tilbage?
Jonas blev vred og kaldte mig utaknemmelig.
— Jeg prøvede at skabe noget for familien.
— Du skabte en gæld og forventede, at jeg skulle være taknemmelig.
Jeg anmeldte sagen. Jonas forlod Freja få dage senere.
Pigerne forventede, at jeg ville rejse tilbage til Norge og tjene det tabte ind igen.
Det gjorde jeg ikke.
Jeg solgte den dyre bil og opsagde den lejlighed, jeg betalte for. En del af pengene brugte jeg til at sikre huset. Resten af tabet måtte vi leve med.
Sofie flyttede ind hos mig og begyndte på sin uddannelse igen.
Freja fik arbejde i et køkken. Hun havde aldrig tidligere forstået, hvor lang en vagt kunne føles, når man stod op hele dagen.
— Mine fødder gør ondt, sagde hun en aften.
— Det gjorde mine også.
Hun svarede ikke.
Efter nogle måneder begyndte hun at betale en lille del tilbage hver måned. Ikke fordi jeg troede, at hele beløbet kunne genskabes, men fordi hun havde brug for at mærke sammenhængen mellem penge og arbejde.
Politiet fandt aldrig alle pengene. Jonas blev afhørt, men det var svært at bevise, hvor meget han selv vidste om svindlen.
Jeg fik ikke retfærdighed på den måde, jeg først havde forestillet mig.
Men jeg fik noget andet.
Mine døtre begyndte at se mig som et menneske og ikke som en konto.
To år senere sad vi i mit lille hus en søndag morgen. Sofie bagte boller, og Freja klagede over, at kaffen var for stærk.
— Skal du aldrig tilbage til Norge? spurgte hun.
— Nej.
— Selvom vi har mistet så meget?
Jeg så på dem.
— Jeg mistede mere ved at være væk.
Denne gang forstod de, hvad jeg mente.