— Jeg vil sørge for, at hun ikke bliver forladt af de mennesker, som bad mig bringe hende til verden, gentog Anna.
Sofie så på det mørkerosa mærke, som strakte sig fra barnets venstre tinding ned over en del af kinden.
— Det var ikke det, vi fik lovet.
— Hvad blev I lovet?
Mikkel svarede:
— Et raskt barn uden synlige fejl.
Sygeplejersken så chokeret på ham.
— Hun er rask. Det er et vaskulært fødselsmærke.
Sofie begyndte at græde.
— Folk vil stirre på hende. Andre børn vil være onde.
Anna så på sin søster.
— Og derfor vælger du at være den første, der afviser hende?
Sofie sagde ingenting.
En læge fra fertilitetsklinikken blev tilkaldt. Han forklarede, at de genetiske undersøgelser kun omfattede bestemte kromosomafvigelser. De kunne ikke forudsige et fødselsmærke eller barnets udseende.
— Vi fik et andet indtryk, sagde Mikkel.
— Et barn er ikke en bestilling med garanterede kosmetiske egenskaber, svarede klinikkens jurist.
En DNA-test bekræftede senere, at den lille pige var Sofie og Mikkels biologiske datter.
Der var ikke sket nogen forbytning.
Alligevel nægtede de at tage hende med hjem.
— Vi har brug for tid, sagde Sofie.
— Hun har brug for forældre nu, sagde Anna.
Mikkel begyndte at tale om en erstatningssag. Sofie stod ved siden af ham med blikket rettet mod gulvet.
Anna ventede på, at hendes søster blot én gang skulle gå hen til sengen.
Det skete ikke.
De forlod klinikken samme dag.
Da døren lukkede, begyndte Anna at græde.
Barnet bevægede sig mod hendes bryst.
— Det var ikke dig, der var forkert, hviskede hun.
Hun gav pigen navnet Freja.
Annas to større børn kom til klinikken dagen efter. Hun frygtede, at de ville modsætte sig at få en baby ind i familien.
I stedet spurgte hendes datter:
— Skal hun på et børnehjem, hvis vi ikke tager hende?
— Det ved jeg ikke.
— Så kan vi ikke lade hende blive her.
Sønnen nikkede.
— Vi finder plads.
Hjemme i Roskilde flyttede de rundt på møblerne. En lånt tremmeseng blev stillet ved siden af Annas seng, og den strikkede uro, som Sofie havde købt, blev hængt op over den.
Anna begyndte processen med at få midlertidigt ansvar for barnet.
De følgende måneder var fyldt med møder, dokumenter og søvnløse nætter. Anna var stadig svag efter fødslen, men Freja fandt kun ro i hendes arme.
Sofie ringede ikke.
Mikkel førte sag mod klinikken og hævdede, at de var blevet lovet et barn uden „synlige afvigelser“.
Anna kunne ikke forstå, hvordan han kunne skrive disse ord om sin egen datter.
Lægerne forklarede, at mærket ikke gjorde ondt eller påvirkede Frejas udvikling. Senere kunne det eventuelt behandles.
Anna besluttede, at enhver behandling skulle handle om Frejas behov, ikke andres blikke.
Da Freja var otte måneder, stod Sofie pludselig ved døren.
Hun havde en pose med nyt babytøj.
— Jeg vil se min datter.
— Hvorfor nu?
— En hudlæge har sagt, at mærket kan gøres meget lysere.
Anna mærkede vreden vende tilbage.
— Ville du være kommet, hvis det ikke kunne behandles?
Sofie så ned.
— Jeg var i chok.
— Du var voksen. Hun var få minutter gammel.
Freja sad på gulvet i stuen. Da Sofie rakte armene ud, vendte barnet sig væk og søgte ind mod Anna.
— Hun kender mig ikke, hviskede Sofie.
— Du har ikke givet hende muligheden.
Den juridiske proces varede næsten to år.
Mikkel forsvandt helt fra Frejas liv. Sofie skiftede mellem at kræve rettigheder og udeblive fra aftaler. Hun ønskede at blive set som mor, men kunne ikke tage ansvar for hverdagen.
Til sidst blev Anna Frejas juridiske mor.
Da Freja var fem, var mærket blevet lysere efter nogle forsigtige behandlinger. Hun kaldte det sin lyserøde sky.
En eftermiddag kom Sofie igen. Hun og Mikkel var blevet skilt.
— Jeg vil ikke tage hende fra dig, sagde hun. — Jeg ønsker bare, at hun en dag ved, at jeg fortryder.
— Hun bestemmer selv, om hun vil høre dig.
— Kan du tilgive mig?
Anna så på Freja, der sad og tegnede ved bordet.
— Måske en dag. Men tilgivelse gør dig ikke til den, der var der, da hun græd om natten eller havde feber.
Freja løb hen og greb Anna i hånden.
— Mor, kom og se!
Sofie lukkede øjnene.
Hun havde ønsket sig et perfekt barn.
Anna havde valgt at elske det virkelige barn.
Det var derfor, kun én af dem var blevet hendes mor.