— Jeg er hans nye chef. Og i går sagde han sit arbejde op for at rejse til Spanien med mig. Anne stirrede på Mikkel.

— Jeg er hans nye chef. Og i går sagde han sit arbejde op for at rejse til Spanien med mig.
Anne stirrede på Mikkel.
— Har du sagt dit job op?
— Ja.
— Og hvor længe har I kendt hinanden?
— Fire måneder.
— Fire måneder?
Charlotte sukkede.
— Vi tager til Málaga for at starte et konsulentfirma.
Anne spurgte, hvor stor en andel Mikkel skulle eje.
Han kunne ikke svare præcist.
Charlotte forklarede, at firmaet først ville stå i hendes navn. Mikkel ville få ejerandel senere, når projektet gav overskud.
— Så du forlader fast arbejde og bolig for et løfte?
— Mor, du forstår ikke branchen.
— Nej. Men jeg forstår forskellen på en kontrakt og en forelskelse.
Mikkel rejste alligevel.
De første uger sendte han billeder fra Spanien. Sol, terrasse og nye kontorer.
Derefter blev beskederne sjældnere.
Tre måneder senere ringede han om natten.
Charlotte havde smidt ham ud. Firmaet tilhørte hende, lejligheden stod i hendes navn, og hans arbejde var aldrig blevet registreret formelt.
— Jeg har ingen penge til flybilletten.
Anne købte billetten, men sagde kun én ting:
— Du kommer hjem, men du løber ikke fra ansvaret bagefter.
Mikkel vendte tilbage og forsøgte at få sin løn gennem en advokat. Han fik kun en mindre del.
Charlotte hævdede, at han havde arbejdet frivilligt som partner.
Det tog næsten et år at komme videre.
Han flyttede ikke tilbage til sin mor, selv om hun tilbød det. Han lejede et værelse og tog et almindeligt job.
— Jeg troede, hun valgte mig, fordi jeg var dygtig, sagde han senere.
— Måske gjorde hun også det. Men hun valgte samtidig en mand, der var villig til at give afkald på alt uden sikkerhed.
Mikkel nikkede.
Den mørkeblå silkekåbe blev afleveret renset i en pose.
På kortet stod der:
„Undskyld, Anne.“
Anne lagde kåben i skabet.
Hun tilgav Charlotte.
Men hun glemte aldrig, hvor let store drømme kan bruges til at lokke et menneske væk fra sin dømmekraft.