— Før toget kører, skal du vide, at jeg ikke tager til Aalborg, fordi jeg er færdig med dig, sagde Jonas.

— Før toget kører, skal du vide, at jeg ikke tager til Aalborg, fordi jeg er færdig med dig, sagde Jonas.

Mette så på ham.

— Men du tager af sted.

— Ja.

— Det giver ingen mening.

— Det gør det måske ikke. Men jeg har brugt lang tid på at bilde mig ind, at flytningen løser alt. Nu ved jeg i det mindste, at Stribe ikke skal bruges som medicin mod min frygt.

Mette holdt transportkassen tæt ind til sig.

— Jeg kan ikke love, at jeg venter.

— Det skal du heller ikke.

Jonas gik om bord.

I Aalborg blev stilheden præcis så tung, som han havde forestillet sig.

Men langsomt lærte han at leve i den.

Han og Mette talte sammen hver søndag. Først om Stribe, senere om sig selv.

De opdagede, at deres forhold ikke var dødt. Det var blevet forsømt.

Efter fem måneder søgte Jonas om at arbejde delvist fra København. Han flyttede ikke direkte hjem. Han og Mette begyndte i stedet at ses igen.

Stribe fungerede som en skeptisk dommer. Katten lagde sig mellem dem i sofaen og forlod rummet, når stemmerne blev for høje.

Et år senere opsagde Jonas lejligheden i Aalborg.

Da han kom hjem med flyttekasserne, spurgte Mette:

— Er du sikker på, at du ikke bare er bange for at være alene igen?

— Jeg er stadig bange. Forskellen er, at jeg siger det højt nu.

Hun kyssede ham.

Stribe sad på vindueskarmen og så uinteresseret ud.

Men den aften sov katten igen mellem dem.

Nogle gange er det ikke kærligheden, der mangler.

Det er modet til at indrømme, at man har brug for hjælp, før man pakker hele sit liv i en kuffert.