— Du kan umuligt betale halvdelen af et ordentligt liv med den løn.
Lisbeth sagde det, mens hun foldede servietten på ny.
Camilla arbejdede som kirkegårdsmedhjælper i en mindre by uden for Aarhus. Hun boede til leje, kørte i en gammel bil og brugte sjældent penge på tøj.
Anders elskede hendes ro.
Hans mor betragtede den som beregning.
Anders havde et lille firma, der monterede køkkener. Da en kunde gik konkurs, kom virksomheden i problemer.
Lisbeth var overbevist om, at Camilla ville udnytte situationen.
— Hun venter bare på, at du bliver presset nok til at skrive hende ind i firmaet.
Camilla hørte kommentaren.
Først da Lisbeth krævede brylluppet aflyst, sagde Anders fra.
— Du behøver ikke kunne lide hende. Men du skal tale ordentligt til hende.
Lisbeth kom ikke til ceremonien.
Et halvt år senere modtog Camilla et brev fra en advokat i København.
Hendes morfar var død. Han havde grundlagt en landsdækkende kæde af byggemarkeder og efterladt hende aktierne.
— Vidste du, at din morfar ejede alt det? spurgte Anders.
— Jeg vidste, at han havde penge. Jeg vidste ikke, at jeg stod i testamentet.
Advokaten skubbede et dokument over bordet.
— Der er indgivet en indsigelse. En kvinde hævder, at jeres ægteskab er arrangeret for at få adgang til arven.
Underskriften tilhørte Lisbeth.
Anders blev hvid i ansigtet.
— Min mor vidste ikke engang, at der var en arv.
Advokaten forklarede, at Lisbeth havde hørt et rygte fra en gammel bekendt. Hun havde kontaktet firmaets bestyrelse og tilbudt at „beskytte“ familien mod sin egen søn og svigerdatter.
Camilla var ikke overrasket.
— Hun troede, jeg var fattig og farlig. Nu tror hun, du er fattig og farlig.
Anders gik direkte hjem til sin mor.
— Du har skrevet til en advokat og kaldt mig en lykkejæger.
— Jeg prøvede at beskytte dig.
— Først mod Camilla. Nu mod mig. Hvornår holder du op med at beskytte mig fra mit eget liv?
Lisbeth insisterede på, at Camilla manipulerede ham.
Anders gik.
Indsigelsen blev hurtigt afvist. Der var ingen beviser, og testamentet var klart.
Camilla besluttede ikke at sælge aktierne. Hun trådte ind i bestyrelsen, men fortsatte sit arbejde på kirkegården tre dage om ugen.
— Hvorfor? spurgte Anders.
— Fordi jeg kan lide arbejdet. Penge ændrer ikke, hvad jeg står op til.
Anders nægtede at bruge arven på sit firma. I stedet lavede han en afdragsordning med banken og kæmpede sig langsomt tilbage.
Lisbeth talte ikke med dem i flere måneder.
Så fik Anders’ yngre søster problemer med sin bolig. Lisbeth forventede, at Camilla ville betale.
Camilla tilbød i stedet at hjælpe med at finde en billig lejlighed og læse kontrakten.
— Du kunne bare købe en lejlighed, sagde Lisbeth.
— Jeg kunne også lade være med at gøre din datter afhængig af mine penge.
Den sætning blev siddende.
Lisbeth begyndte langsomt at forstå, at hendes forestilling om rigdom var lige så forvrænget som hendes forestilling om fattigdom.
Hun havde troet, at mennesker uden penge nødvendigvis ville tage.
Nu så hun, at mennesker med penge også kunne vælge ikke at kontrollere.
Et år senere mødte hun Camilla på kirkegården.
Camilla plantede blomster ved en grav.
— Jeg kom for at sige undskyld.
— For brevet eller for alt det før?
— Begge dele.
— Hvorfor nu?
Lisbeth så på sine hænder.
— Fordi Anders ikke længere fortæller mig noget. Og fordi jeg har indset, at jeg selv skubbede ham væk.
Camilla satte sig på hug ved bedet.
— Han vender ikke tilbage, fordi du siger undskyld én gang.
— Det ved jeg.
— Men du kan begynde at opføre dig anderledes.
Lisbeth gjorde det.
Hun stoppede med at spørge til aktierne. Hun besøgte sønnen efter aftale. Hun hjalp firmaet ved at anbefale det til naboer, ikke ved at kræve adgang til regnskaberne.
Anders og Camilla fik aldrig et luksusliv.
De boede i det samme hus, kørte gamle biler og rejste sjældent.
Aktierne gav økonomisk sikkerhed, men de brugte en del af udbyttet på en fond for unge håndværkere uden kapital.
Ved fondens første arrangement sad Lisbeth bagerst.
En journalist spurgte Camilla, hvorfor hun fortsat arbejdede på kirkegården.
Hun svarede:
— Fordi det er godt at have et sted, hvor ingen spørger, hvor meget man tjener. Der ligger alle lige.
Lisbeth hørte det.
Denne gang lo hun ikke.