Karen mente, at lugten i opgangen kom fra lejligheden overfor.
Der boede en ældre kvinde ved navn Else med flere katte.
— Syv dyr i en lille lejlighed. Det kan umuligt være lovligt.
Ejendommens inspektion fandt dog ingen problemer. Kattene var velplejede, og hjemmet var ryddeligt.
Karen begyndte derfor at holde øje selv.
Hun noterede, hvornår Else gik ud, hvem der kom på besøg, og hvad der blev båret ind.
Apoteksposerne undrede hende mest.
De indeholdt forbindinger, sprøjter og medicin beregnet til mennesker.
En aften hørte Karen en mand hoste bag døren.
Else nægtede, at nogen boede hos hende.
Da strømmen senere gik i hele bygningen, stod hendes dør pludselig åben.
En gammel trefarvet kat kom ud og førte Karen ind i mørket.
På gulvet lå Else bevidstløs.
I soveværelset stod et drop ved siden af sengen.
Under dynen lå en tynd mand med gråt skæg.
Karen lyste ham i ansigtet og tabte næsten telefonen.
Hun kendte ham fra billederne i avisen.
Det var revisoren Søren Dahl, som politiet havde mistænkt for at have taget millioner fra byens hjælpefond.
Nu åbnede han øjnene og sagde Karens navn.
— Hvordan kender du mig?
— Du sad i fondens borgerudvalg.
Karen havde ganske rigtigt været med til at godkende fondens regnskab. Pengene skulle hjælpe ældre borgere med varmeudgifter.
Da beløbet forsvandt, pegede alle på Søren.
Han forsvandt samme uge.
Søren fortalte, at fondens direktør havde tvunget ham til at underskrive falske bilag. Da han nægtede, blev hans familie truet.
Else var hans kusine og den eneste, han stolede på.
Han havde levet skjult i Nordjylland, indtil en alvorlig sygdom fik ham til at vende tilbage.
Dokumenterne, der kunne bevise svindlen, lå i en metalkasse under sengen.
Karen ringede til politiet.
Søren gav en fuld forklaring fra hospitalet. Direktøren og to samarbejdspartnere blev sigtet.
En del af pengene blev fundet på udenlandske konti.
Søren døde, før sagen kom for retten.
Else bebrejdede ikke Karen, men hendes tavshed føltes værre end vrede.
Lugten i opgangen viste sig at komme fra et defekt afløb under badeværelset.
Ejendommen havde ignoreret Elses anmeldelser, fordi bestyrelsen troede, at kattene var årsagen.
Karen pressede på, indtil røret blev skiftet.
Hun begyndte derefter at komme hos Else hver eftermiddag.
Først for at hjælpe med papirerne fra politiet.
Senere for at drikke kaffe.
En dag spurgte Else:
— Hvorfor skrev du alt ned om mig?
Karen så på sin gamle notesbog.
— Fordi jeg var ensom og havde brug for noget at være vred på.
— Det er i det mindste ærligt.
Karen smed ikke notesbogen ud.
Hun lagde den i en skuffe som en påmindelse om, hvor præcist man kan registrere et andet menneskes liv og stadig misforstå det fuldstændigt.