Pigen blev efterladt foran Kirstens hus, mens hun var nede ved havnen for at hente fisk hos sin bror.
Da hun gik, var trappen tom. Da hun kom tilbage, stod der en barnevognskasse under halvtaget.
Inde i den lå en sovende baby.
Ved siden af barnet lå en kuvert med penge og en seddel:
“Hun hedder Alma. Pas på hende. Fortæl det ikke til nogen. Jeg kommer tilbage.”
Kirsten tænkte straks på Louise, der arbejdede på kroen i nabobyen. Hele Sønderlund havde hørt rygterne om Louise og Kirstens mand Henrik.
Louise var blevet gravid og var pludselig flyttet til København.
Henrik arbejdede på en boreplatform i Nordsøen og havde ikke været hjemme i ni måneder.
— Så nu skal jeg opfostre hans barn, sagde Kirsten bittert.
Hun ville kontakte kommunen.
Men hendes ældste søn Mikkel nægtede.
— Alma bliver her.
— Vi aner ikke engang, hvem hendes mor er!
— Hun skrev, at hun kommer tilbage. Indtil da passer vi på hende.
Mikkel var toogtyve og arbejdede som mekaniker. Efter farens afrejse havde han taget sig af huset og sine yngre søskende.
Kirsten fortalte naboerne, at Alma var hendes nieces barn, og at niecen var blevet indlagt i længere tid.
Den pensionerede sundhedsplejerske fra den anden ende af vejen undersøgte babyen.
Alma var sund.
Månederne gik. Mikkel blev den, barnet stolede mest på. Han gav hende flaske, skiftede ble og bar hende rundt i huset, mens han lavede mad.
En eftermiddag standsede en bus ved landevejen.
En ung kvinde steg ud med en sportstaske over skulderen.
Kirsten genkendte hende langsomt.
Freja.
Hun havde som teenager boet hos sin bedstemor i Sønderlund og gået i klasse med Mikkel. De andre havde holdt hende udenfor, mens Mikkel altid havde forsvaret hende.
— Goddag, Kirsten.
— Er du kommet for at sælge din bedstemors hus?
Freja rystede på hovedet. Hendes blik gled hen mod vinduet, hvor Mikkel stod med Alma i armene.
— Nej. Jeg er kommet for at hente Alma.
Da Freja tog barnet, begyndte hun at græde så voldsomt, at hun måtte sætte sig.
— Undskyld, min lille pige. Jeg forlod dig ikke. Jeg gemte dig.
Alma greb fat i lynlåsen på hendes jakke og smilede.
Kirsten bad Freja forklare alt.
Efter bedstemoderens død var Freja flyttet til Aarhus for at bo hos sin mor. Moderen var gift med en mand, der havde en velhavende forretningspartner.
Forretningspartneren tilbød Freja arbejde i sit ejendomsselskab.
Han var charmerende i begyndelsen. Senere blev han kontrollerende.
Han bestemte hendes tøj, tog hendes løn og læste alle hendes beskeder.
Frejas mor pressede hende til at blive hos ham.
— Hun sagde, at han kunne give mig et liv uden økonomiske problemer.
Efter brylluppet begyndte volden.
Da Freja blev gravid, truede han med at tage barnet fra hende, hvis hun forsøgte at rejse.
En jordemoder hjalp Freja med at kontakte et krisecenter.
Manden fik at vide, at barnet var dødfødt. Freja og Alma blev ført ud af hospitalet hver for sig.
— Jeg turde ikke beholde hende på krisecentret. Han havde folk, der ledte efter mig. Jeg huskede dig og Mikkel.
Mikkel spurgte, hvorfor hun ikke havde ringet.
— Fordi du ville være kommet.
— Ja.
— Og han kunne have gjort dig noget.
Retssagen tog mange måneder. Politiet fandt overvågningsoptagelser, trusler og dokumentation for tidligere vold.
Manden blev dømt til fængsel.
— Dommen blev endelig i går, sagde Freja. Nu kan jeg tage min datter hjem.
Kirsten mærkede en smerte i brystet.
Alma var blevet en del af huset. Hun sov i værelset ved siden af og havde sit legetøj overalt.
Mikkel foreslog, at Freja blev boende i en periode.
Hun blev i flere måneder.
Mikkel satte bedstemoderens gamle hus i stand. Freja fik arbejde på kommunens bibliotek.
De følelser, de havde haft som unge, kom tilbage.
Et år senere blev de gift ved den lille kirke nær fjorden.
Alma tabte blomsterne på kirkegulvet og løb direkte hen til Kirsten.
Henrik kom hjem fra Nordsøen kort før brylluppet.
Han blev vred, da han hørte, at Kirsten havde troet, Alma var hans barn.
— Du kunne have spurgt mig.
— Du kunne have opført dig som en mand, man kunne stole på.
Henrik havde intet svar.
Han tog arbejde på land og forsøgte at genopbygge forholdet til familien.
Kirsten tilgav ham ikke med det samme. Hun gjorde det klart, at der ikke længere var plads til halve sandheder.
Alma voksede op få hundrede meter fra Kirstens hus.
Hun kaldte hende farmor, selv om de ikke delte blod.
For Alma var det enkelt.
En familie var ikke kun dem, man blev født hos.
Det var også dem, der åbnede døren, da man havde allermest brug for det.